Udsigten til, at coronarestriktionerne vil være ret stramme et stykke tid endnu, har fået TK Promotion til at flytte deres næste stævne fra april til den 8. maj, stadig i Ringkøbing. Og planerne om 4 stævner i år er nu reduceret til 3.
“Vi havde en sæsonplan klar med intet mindre end 4 stævner i år, heraf 2 stævner i foråret og 2 i efteråret. Alt efter restriktionerne, satser vi på at ende på 3 stævner, så dog stadig et godt år, selvom vi ville have ønsket endnu mere! Vi har nogle af de bedste boksetalenter i Danmark i stalden og som promoter skylder vi vores boksere alle de kampe de kan få, så de kan få den etablerede rolle i dansk boksning som de fortjener,” skriver TK teamet på Facebook.
Stævnet annonceres med 6 professionelle kampe og 3 amatørkampe, og to af staldens unge navne, Jacob Bank og Payman Akbari, meldes på plakaten. Og TK vil holde fast i ambitionen om løbende professionel aktivitet.
“Vi er et lille land, men med stolte boksetraditioner og sådan skal det fortsætte mange år frem. Vi har måske ikke bokseren, alle kender endnu, men vi har startet en rejse med vores boksere, og vi er slet ikke i tvivl om at det er der som det når hen til tidsnok.
En promoters største ansvar er altid overfor sine boksere og sit publikum. Vi skal lave seværdige stævner for publikum som også udvikler talenterne,” melder TK Promotion.