Ifølge det foreløbige program kan de danske boksere Ali Hussein, Robert Larsen og Danni Alwan komme til at bokse på et stævne i Columbia Theater i Berlin den 17. juli, arrangeret af Troja Boxing Group – et stævne der har været corona-udsat flere gange.
Matchmaker (og reel arrangør) Mario Pokowietz havde egentlig sat Ali Hussein (6-2-1) til at møde den ubesejrede irer Connor Coyle, men denne fik angivelig skadet hånden i en kamp i Mexico. Så nu står Hussein til at møde en endnu ikke annonceret modstander i mellemvægt – og muligvis til at bokse igen i samme hal den 13. august, mod cubansk-tyske Lelito Lopez (6-0-2), der flere gange har været nævnt som modstander til Hussein.
Veteranen Robert Larsen (4-3-1) skal efter planen møde tyske Turgay Uzun (41-29-2) i en kamp om den tyske, internationale GBA-titel i supermellemvægt – en kamp der har haft en række af datoer nu. Endelig er Danni Alwan (0-1) i letmellemvægt matchet mod polske Kamil Marek (1-0).