WBA-mester Hughes: Dina er nr. 1

WBO-mesteren i bantamvægt, Dina Thorslund (19-0), møder som bekendt den mexicanske WBC-mester Yuliahn Luna (25-3-1) i en unification den 1. september.

Samtidig jagter den engelske WBA-mester Nina Hughes (6-0) en unification mod australieren Ebanie Bridges (9-1), der er indehaver af IBF-bæltet. Inden kampen mellem Thorslund og Luna vurderer Hughes, at Thorslund er den stærkeste af de fire mestre i de store forbund.

”Når man ser på papiret, så er du nødt til at sige Dina som nr. 1 i vægtklassen. Hun er nr. 1 hos The Ring, hun er ubesejret i noget i retning af 16 kampe. Og når man kigger på hendes modstandere, hvem hun har mødt, så har hun mødt nogen topnavne.

Så hvis man ser på det på den måde, så må man sige, at Dina er nr. 1, og det er op til os andre at udfordre hende og prøve at tage hendes plads som nr. 1,” siger Nina Hughes i et interview med engelske iFL TV.

Hughes ser også Thorslund som svag favorit i kampen i Holstebro mod Luna.

”Det er en god 50-50 kamp, men jeg kan se Dina få en sejr der, for hun er den stærkeste og mest aktive bokser,” mener Nina Hughes.

Hughes har endnu ikke fået den kamp mod Bridges, hun ønsker, selv om begge er i stald hos Matchroom Boxing. Det er endnu ikke offentliggjort, hvem Bridges skal møde næste gang – men det bliver sandsynligvis en overkommelig opgave, efter at hun i nogen måneder har været ude med en håndskade.

Kommentarer