Kim Poulsen (31-6) skal i ringen den 2. december i Wien. Her møder han den rutinerede tysker Florian Wildenhof (31-10-1) i noget, der meget vel kan blive Poulsens afskedskamp.
“Jeg bokser næste gang den 2. december i Wien. Det bliver med stor sandsynlighed min sidste kamp. Og ikke en helt nemt opgave. Jeg bokser imod Florian Wildenhof fra Tyskland,” fortæller Kim Poulsen,
42-årige Wildenhof er i skrivende stund nr. 599 i mellemvægt på BoxRec, få pladser over Poulsen, der er nr. 606. Wildenhof profdebuterede i 2007. I 2012 slog han engelske Joe Rea i en kamp på Malta, og i 2016 tabte han i München en split decision til da ubesejrede Jami Saidi. Han har desuden tabt til navne som Mamadou Thiam, Wanik Avdijan, Denis Radovan, Rafael Bejaran og i år til Sebastian Formella og Besir Ay.
Nu 36-årige Poulsen fik sin professionelle debut i Vejle i 2006. Han boksede i årene fra 2010 til 2014 på TV2 Fight Night/Nordic Fight Night, inden han rykkede til Østrig, der har været hans base siden. Hans sidste kamp i Danmark var mod Anthony Yigit i 2015. Han boksede ikke kampe mellem december 2018 og september 2022. Kampen mod Wildenhof bliver hans femte, siden han vendte tilbage i 2022.