Jacob Bank, Danmark (nu 15-0) skulle i starten af kampen lige indstille sig på den flagrende førerhånd fra Ibo Maier, Tyskland (nu 13-2). Men Bank fandt hurtigt ind til en afstand, hvor han kunne lande og styre 1. omgang, uden at det rigtig blev dramatisk.
Det var en kamp mellem ligestød, hvor Bank landede de rene træffere. Han fik ofte højren godt ind over Maier venstre. Bank flyttede sig hele tiden for Maiers slag og fandt åbninger, og han fik også uppercuts ind under Maiers førerhånd.
I 3. omgang blev Maier fintet ud af balance og faldt, men det blev korrekt ikke talt. Det blev der heller ikke, da Maier blev skubbet omkuld, men tyskeren var presset. Bank gav los nu, selv om han også ventede på åbningerne, og omgangen var meget klart dansk.
Bank glemte lidt jabbet, mens han kiggede efter åbninger til højren. Det lykkedes dog ofte Maier at svaje og dukke væk fra at blive ramt helt rent. Sidst i 4. omgang pressede Bank tyskeren op i hjørnet med en serie, men klokken lød, inden han kunne sætte nådesstødet.
I pausen inden 5. omgang valgte Maier dog at opgive, angiveligt med en skade.