Det er absolut ikke mangel på respekt, Debora Dionicius udtrykker ved offentliggørelsen af VM-kampen mod Dina Thorslund. Men hun tror på sig selv og på, at hun kan hente sejren og bæltet hjem til Argentina.
“Jeg forventer en pragtfuld kamp. Dina er en stor bokser, og jeg er sikker på, at tilskuerne vil kunne glæde sig over en actionfyldt kamp. Det bliver forrygende. Selv om udfordringen er svær, så tror jeg på, at jeg i sidste ende får sejren,” melder Debora Dionicius.
“Dina er en helvedes god bokser. En stpr bokser med gode færdigheder, og jeg må sige, at hun har talent. Hendes rekordliste taler for sig selv. Hun er ubesejret, hun har allerede været verdensmester, og hun slog gode modstandere. Men med al respekt, så ved jeg, at jeg kan tage til Danmark og slå hende. Det bliver ikke nemt, men jeg ved, at jeg kan,” fastslår Dionicius og gentager, at hun kan hente bæltet hjem til Argentina.
“Selvfølgelig. Som jeg har sagt, Dina er en stor bokser, og hun fortjener al min respekt. Men jeg har teknikken og evner til at blive den første, der slår hende. Ikke fordi det er noget specielt mål for mig, men hun står i vejen for min anden VM-titel.
Igen, hun er en vidunderlig bokser, men jeg tror på mine egne evner, og jeg tager til Danmark efter min bedste træningslejr ever. Desuden ved jeg, hvad det er at bokse på min modstanders hjemmebane. Det gjorde jeg i 2015, da jeg forsvarede min IBF VM-titel i Italien mod Simona Galasi.
Jeg ved, hvad der skal til. Selv om hun er en glimrende bokser, så kommer jeg med en mission: Jeg skal have sejren, og bringe min anden VM-titel til Argentina,” understreger hun.