Gribsholt klart pointsbesejret af hård venezuelaner

Mikkel Gribsholt (nu 5-1) blev tidligt sat under pres af Luis Guerrero (nu 9-9-2), Venezuela, og han havde i 1. omgang især svært ved at undvige Guerreros højre sving, og han blev også ramt dybt. Gribsholt havde tydeligt svært ved at komme i gang.

Også i starten af 2. omgang kom Gribsholt under pres. Gribsholt kom lidt ind i tingene i slutningen af omgangen, men den var stadig venezuelansk. Guerrero blev lidt vildere og mere rodet i sin boksning i 3. omgang, og Gribsholt fik kontraer ind. Mod slutningen af omgangen blev Gribsholt dog presset af dybe træffere.

I 4. omgang blev Gribsholt igen ramt hårdt både af det højre sving og den dybe venstre. Gribsholt kæmpede, men det var mod overmagten. Også i 5. omgang blev danskeren ramt hårdt. Han måtte holde en del for at overleve.

Den 6. omgang blev også dansk overlevelse, Guerrero holdt presset, men Gribsholt holdt tiden ud, selv om han var hårdt presset de sidste sekunder. Cifrene til fordel for Guerrero hed 2 x 60-54 og 59-55.

Kommentarer