Khattab dømt som taber på points efter god indsats

Abdul Khattab (nu 20-4-1) havde stor ære af kampen, men Samuel Nmomah (nu 21-0), Italien, trak sig sejrrigt ud af en tæt og ganske spændende WBA Mediterannean titelkamp i Novara, Italien.

Nmomah satte de første accenter i 1. omgang, blandt andet med en god højre. Men Khattab var med i kampen, dækkede sig udmærket, og sendte kontraer tilbage.

I 2. omgang havde Nmomah styringen, og midt i omgangen blev Khattab ramt og presset af en række træffere. Men da han var presset mod tovene, landede Khattab en overhånds højre, der sendte Nmomah i gulvet og til tælling. Italieneren overtog dog teten igen, men Khattab havde nok stjålet omgangen.

Khattab var også med i 3. omgang, med jabs og de farlige højre sving, men Nmomah var trods alt mest aktiv gennem omgangen. I 4. omgang prøvede Khattab et stort sving, men blev ramt af en kort kontra. Khattab havde dog adskillige gode momenter i omgangen.

Det havde udviklet til lidt af et skakspil mellem to teknisk dygtige boksere. Også i 5. omgang fik Khattab flere gange højren ind, og mønsteret gentog sig i 6. omgang. Khattab var den, der gik mest frem, mens Nmomah jqbbede fra defensiven. Mod slutningen blev Khattab dog ramt og presset af et par serier.

Khattab prøvede at jabbe både højt og dybt, men Nmomah fik sendt nogen hurtige serier afsted, og sidst i omgangen blev Khattab ramt hårdt og rystet, men klokken reddede ham. Khattab virkede lidt mærket i 8. omgang, og Nmomah så ud til at have lidt mere overskud, og han begyndte at trække fra.

Khattab prøvede igen at skrue op for jabbene i 9. omgang, og han prøvede et par højrer. Nmomah var gået lidt i stå igen. Khattab prøvede også at presse på og lande højresvinget i 10. omgang, mens Nmomah passede mere på sig selv. I de sidste sekunder blev Nmomah presset af en række store slag.

Efter de 10 omgange fik Nmomah løftet armen som sejrherre på alle tre sidedommeres scorecards, med cifrene 2 x 95-94 (Luigi Boscarelli og Alfonso Monroe) og 96-93 (Manuel Oliver Palomo).

Kommentarer