Poulsen: Jeg kunne tydeligt mærke pausen

Næsten tre års kamppause var lidt af en barriere, da Enock Mwandila Poulsen måtte kæmpe i tolv hårde omgange for at vinde det blå EBU EM-bælte.

“Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg ikke havde været i ringen i to et halvt år. Jeg vil ikke anbefale andre at holde en så lang (dog ufrivillig) pause, og derefter bokse direkte om europamesterskabet. To et halvt år med mentale udfordringer,” fortæller Poulsen på Facebook.

Også under kampen oplevede Poulsen udfordringer, da skulderen gik af led.

“Min skulder går af led i 2. omgang og jeg er tæt på at give op. Hvordan skal jeg kunne gennemføre ti omgange med én arm? Men mirakuløst får vi sat min skulder på plads. Jeg føler at min modstander bokser meget urent, og at han er årsagen til denne skade,” vurderer Poulsen, der måtte ændre taktikken for at håndtere franskmandens stil.

“Franskmanden er stærk og svær at bokse. Undervejs må vi ændre min taktik, som resulterer i at det hele går nemmere og bedre. Derefter får jeg nye skulder problemer, en tælling og en stor flænge i panden, samtidigt med at kampen er lige. Jeg har frustrationer omkring de manglende advarsler til min modstander. Han bokser så urent, tildels går jeg med på det, hvilket var uklogt,” siger Poulsen.

Træner Thomas Povlsen måtte tale med store bogstaver for at skubbe sin bokser igenne,

“Jeg får en opsang fra Thomas Povlsen, som vækker en energi inde i mig, som jeg ikke troede jeg havde. Jeg vinder de afgørende omgange og bliver europamester efter en vanvittigt dramatisk og tempofyldt kamp.

Respekt til min modstander for hans mandsmod, dog ikke respekt for hans ufine tricks. Flere ting kunne nævnes, men kampen er slut og jeg bærer ikke nag,” fastslår Poulsen.

Kilde og foto: Enock Mwandila Poulsen Facebook
Kommentarer