Frederik Lundgaard (3-0) skal bokse om sin første lille professionelle titel, når han går i ringen på Danish Fight Night og Lindholm Bokseklubs pro-am stævne på Skansen i Nørresundby den 22. november. Det handler om DPBFs Internationale titel, som Steffen Rørstrøm var den første til at bokse om, i Pandrup i april.
Modstanderen i titelkampen over 10 omgange i superfjervægt bliver colombianeren Wilmar Jinete (8-1-1). Han er højrefodsbokser, ligesom Lundgaard. Han har bokset alle sine hidtidige profkampe mod landsmænd hjemme i Colombia, hvor han fik 2023 fik sit ene nederlag i en kamp om det colombianske mesterskab i bantamvægt.
I 2024 vandt 22-årige Jinete det colombianske mesterskab i fjervægt, og senest fik han sin hidtil bedste sejr, en split decision over ubesejrede Steven Simanca, i en kamp i superbantam. Han har vundet 6 af 8 sejre før tid, men han har 2 gange prøvet at gå fulde 8 omgange, hvor Lundgaard ikke har prøvet længere distancer end 6 omgange. Lundgaards lange amatørkarriere giver ham dog langt større bokseerfaring på internationalt niveau.
”Jinete er teknisk skarp, fysisk stærk, og han vil gøre alt for at vinde – men Frederik har bokseintelligens, hurtighed og mental styrke til at matche ham. Det bliver en virkelig spændende kamp for publikum,” mener promoter Bettina Palle ifølge en pressemeddelelse.
Jinete er i skrivende stund nr. 276 i fjervægt på BoxRec, hvor Lundgaard er nr. 765 i letvægt.

