Mahfoud: Det er alt for længe siden

Som de fleste nok har bemærket, kommer Sarah Mahfoud ikke til at bokse mod mexicaneren Mayelli Flores den 6. november. Nu peger pilen mod et titelforsvar mod mandatory udfordreren Nina Meinke. Det optager ikke Mahfoud så meget. Hun er mest interesseret i, hvornår hun kan komme i ringen igen, siger hun til Ekstra Bladet.

“Jeg ville gerne have bokset imod mexicaneren. Men i virkeligheden er jeg ret ligeglad med, hvem jeg skal stå overfor i ringen. Det eneste, jeg bekymrer mig om lige p.t., er kun, hvornår jeg igen kan træde op i ringen. For det er alt for længe siden. Nu skal jeg så bokse mod Nina Meinke ‒ og hun er bestemt ikke nogen dårlig bokser ‒ så motivationen for at vende tilbage i mit livs form er helt i top,” siger Sarah Mahfoud til Ekstra Bladet.

“Jeg vil netop gerne have de store kampe og bokse mod den bedste af de bedste. Selvfølgelig skal jeg da møde den officielle udfordrer. Sådan er gamet. Amanda Serrano er også derude ‒ hende gad jeg også godt møde,” siger Mahfoud, der senest var i ringen, da hun vandt IBF Interim titlen den 1. februar 2020 – en titel der senere blev vekslet til en rigtig VM-titel, da den daværende mester, Jennifer Han, afgav titlen.

Kilde: Ekstra Bladet, Foto: Danish Fight Night Facebook
Kommentarer