Oliver Meng (nu 8-0) skulle forsvare sin IBF Youth titel i letmellemvægt mod ukraineren Vasyl Kurasov (nu 11-4), en på papiret ikke skræmmende, men dog hårdfør modstander, der aldrig havde været stoppet som prof.
Meng startede fornuftigt, og lidt mindre ivrigt end i et par af hans tidligere kampe. Det var de klassiske lige slag, der indledningsvist gav danskeren teten mod en tilsyneladende snu Kurasov, som i 2. omgang viste udmærket dybt arbejde.
I 3. omgang prøvede Meng at får mere tyngde i slagene, med kraftfulde hooks, men han måtte selv æde træffere i en fase, hvor Kurasov var pænt med. Også i 4. omgang blev der byttet tunge træffere, men igen var Meng nok lige den tand bedre, der kunne give ham omgangen. Men rigtigt overbevisende var det ikke.
I 6. omgang så det dog ud til, at det var Meng, der havde disponeret kræfterne bedst, og Kurasov begyndte at virke slidt. Danskeren havde fået styr på kampen, og han fortsatte dominansen i 8. omgang af et opgør, hvor spændingen var ved at fade ud – udover muligheden for at Kurasov ville få ram på den stadig ret åbne Meng med en kontra.
Selv om pointsejren så ud til at være hjemme, så satsede Meng også i 10. omgang på knockouten, til publikums begejstring. Det lykkedes dog Kurasov at holde til sidste klokke, så Meng kunne tage en klar pointsejr, med 3 x 99-91 fra sidedommerne Åke Johansson, Rene D. Larsen og Søren Saugmann.