Møllenberg vs. Horvath i Tyskland

Oliver Møllenberg (4-0-1) får ungarsk modstander, når han den 7. december går i ringen i Bruchsal i Tyskland. Han møder 23-årige Tamas Horvath (6-6). Kampen bokses i weltervægt, hvor Møllenberg hidtil har bokset i letweltervægt.

“Jeg har taget kampen med kort varsel, så nu prøver vi i weltervægt. Man kan kalde det en test. Ham her har bokset i mellemvægt, så han har været oppe i mod nogle store drenge. Jeg har set video på ham. Han er en modstander, som jeg skal slå, hvis jeg vil have en fremtid i boksning, men han er også en modstander, jeg skal have respekt for.,” siger Oliver Møllenberg i en pressemeddelelse.

Møllenberg tager torsdag på træningsophold i Sverige i de sidste forberedelser til kampen. Og han melder sig mentalt klar.

“Siden jeg boksede sidst, har jeg villet tilbage i ringen. Jeg har holdt formen både fysisk og mentalt. Det uafgjorte resultat mod Belmehdi var hårdt, men jeg har haft de rigtige mennesker omkring mig. I stedet for at gå og være skuffet, har jeg taget handskerne på og arbejdet videre,” siger han.

Horvath har tabt sine sidste tre kampe, blandt andet på KO mod Almir Skrijelj, der for få uger siden boksede i mellemvægt i en kamp i Vejle. Horvath er da også på BoxRec rangeret som nr. 716 i mellemvægt, hvor Møllenberg er nr. 484 i letweltervægt. Horvaths seks sejre er alle vundet hjemme i Ungarn.

Foto: Oliver Møllenberg Facebook
Kommentarer