Morell møder erfaren veteran

Jeppe Morell (10-2) får ifølge Boxrec en på papiret ganske hård modstander ved Danish Fight Night i Frederiksberg-Hallerne. Han skal nemlig op mod Nikola Sjekloca (35-5-1) fra Montenegro – en modstander, der har bokset med på europæisk topniveau i supermellemvægt.

Nu 41-årige Sjekloca har på toppen af karrieren slået navne som Tony Averlant, Roman Skharupa og Khoren Gevor, og i 2013 tabte han en WBC-eliminator mod Sakio Bika, der efterfølgende blev verdensmester. I 2014 tabte Sjekloca på points i en WBO VM-kamp mod Arthur Abraham.

Siden tabte montenegrineren til Callum Smith og Tyron Zeuge, og i 2017 boksede han uafgjort mod en slidt Robert Stieglitz, der efterfølgende stoppede karrieren. Også i 2017 blev Sjekloca for første gang stoppet, af englænderen Anthony Yarde. I 2018 vandt han tre kampe, den sidste i december 2018 mod Bruno Tavares, der i Danmark slog Daniel Heinze. Siden har Sjekloca ikke bokset.

En Nikola Sjekloca på toppen af karrieren ville være en mere end almindeligt stor mundfuld for Morell, der i skrivende stund er nr. 49 på BoxRec i letsværvægt.  Anno 2020 er kampen måske mere en godt set matchning, med det interessante spørgsmålstegn, at det kan være svært at vurdere, hvor meget Sjekloca har mistet på pausen, siden han besejrede Tavares.

Selv om Sjekloca næppe er en fremtidens mand, så mener promoter Mogens Palle, at han er en bedre modstander for Morell end Patrick Nielsen, der ifølge forlydender langt fra var tilfreds med det tilbud, han fik om at møde Morell.

“Nikola Sjekloca fra Montenegro har accepteret at komme til Danmark og møde Jeppe Morell, så vi har nu endnu en storkamp på programmet og en modstander, som sportsligt set er langt bedre end Patrick Nielsen. Jeg har længe krydset fingre for, at denne kamp kunne blive til noget, og vi kan altså nu præsentere det, der meget vel kan gå hen og blive ’Årets kamp’ allerede her i februar. Det her er Jeppes helt store chance for et gennembrud til den internationale verdenselite, og det er toppen af kransekagen på dette dobbelte VM-stævne den 1. februar,” mener Mogens Palle ifølge en pressemeddelelse.

Kilde: BoxRec, Foto: Jeppe Morell Facebook

 

Kommentarer