I den forløbne uge blev bokseren Patrick Nielsen anholdt og varetægtsfængslet i to uger i en ganske omtalt voldssag.
Promoter Mogens Palle har ifølge Ekstra Bladet skrevet en toårig managerkontrakt med Patrick Nielsen. En danskerkamp har i den forbindelse rumlet på rygtebørsen. Ganske naturligt er det nu et spørgsmål, om der kan blive mere ud af den aftale, men Mogens Palle vil ifølge avisen ikke dømme Patrick Nielsen, før det er sket i retten.
“Jeg dømmer ham ikke, for det har vi domstolene til. Men det er klart, at hvis han bliver dømt for noget, der er så groft, så er han færdig som bokser. Så er der ikke så meget at rafle om,” mener Mogens Palle ifølge Ekstra Bladet.
Palle bemærker dog, at han har før givet tidligere straffede en chance for rehabilitering. Senest fik Adel Younes muligheden, da han han var kommet i kontakt med træner Thomas Povlsen, der arbejdede for Kriminalforsorgen.
Der var heller ikke nogen hindring for Mogens Palle, at Patrick Nielsen sidste år offentliggjorde sin tilknytning til rockerklubben Satudarah.
»Jeg mener ikke, at forbundet kan fratage Patrick Nielsen hans licens, når ikke manden er dømt eller straffet. Det har jeg også skrevet til forbundet,” sagde Mogens Palle i efteråret til BT.
DPBFs formand, Jesper D. Jensen, er vred over sagen, og han vurderer, at en dom vil betyde en afslutning på den aktive boksekarriere.
“Men hvis han bliver dømt for vold, så er der ingen tvivl om, at han er udelukket fra at have en bokselicens,” siger Jesper D. Jensen til Ekstra Bladet.
Det vil dog afhænge af en vurdering i Sportskomitéen, på baggrund af DPBFs licensregulativ. Her siger artikel 5, der gælder alle licensholdere, promotorer, boksere og officials, følgende:
“Forbundet kan med øjeblikkelig virkning fratage en licens for en begrænset eller ubegrænset periode, såfremt licenshaveren, efter tildeling af en skriftlig advarsel, vedblivende overtræder DPBF’s love og regulativer, eller gør sig skyldig i handlinger, der skader den professionelle boksnings anseelse og omdømme.
Sportskomitéens indstilling til bestyrelsen om nægtelse, suspension eller fratagelse af licens kan inden 8 dage efter den trufne afgørelse indankes, hvorefter beslutningen skal prøves på den førstkommende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.”
Ved flere lejligheder er en passus i artikel 3 nævnt, nemlig at licens kan søges af enhver uberygtet person. Men den artikel gælder kun promoter og managers. Flere boksere har da også haft kampe på dansk licens efter voldsdomme. Brian Nielsen fik en dom i 2003, mens Micki Nielsen fik en betinget dom i 2014. Listen rummer også nu afdøde Tue Bjørn Thomsen i 2000, og dengang ville DPBF gå dialogens vej.
“Det er jo ikke noget, som giver boksesporten et bedre ry. Jeg vil i bestyrelsen tage initiativ til, at vi får en dialog med de aktive, så vi i fællesskab kan forsøge at undgå lignende episoder i fremtiden. Jeg kender ikke den aktuelle sag. Alt hvad jeg ved er, at Tue Bjørn ikke er en voldsmand. Jeg kender ham kun som en rar fyr, og jeg har virkelig medlidenhed med ham. Og jeg er da også parat til at høre hans version af episoden,” sagde DPBFs daværende formand, Jess Andreasen dengang ved årtusindskiftet til Berlingske Tidende.