Aalborg-baserede Osaga Promotions melder på Facebook, at man agter at arrangere et professionelt boksestævne i Aalborg den 20. november. Og ifølge det lille internationale forbund for kvindeboksning, WIBA, skal Monalisa Sibanda (5-9) fra Zimbabwe bokse om en intercontinental titel.
En promoterlicens er dog en forudsætning, og DPBFs formand, Jesper D. Jensen, bekræfter at Osaga Promotions har søgt en licens. Sådan én har Osaga Promotions tidligere haft – og mistet den igen. De kommende dage vil vise, om han kan generhverve den.
Bag Osaga Promotions står Caleb Kuya, kenyaner bosat i Aalborg. Han ejer firmaet Osaga Entertainment, tidligere kaldet Osaga Promotion. Under navnet Kale Osaga har han i Kenya arrangeret både boksestævner og musikarrangementer, og han var i et par år promoter for Fatuma Zarika, inden hun blev WBC-verdensmester.
I 2009 prøvede Kuya i et par omgange at arrangere profstævne i Aalborg, først med licens fra DPBF. Christian Bladt og Kim Poulsen var nævnt som aktører, der skulle have bokset der. I starten af december 2009 tog DPBF licensen fra Kuya, blandt andet fordi han ikke kunne stille bankgarantier for boksernes purser.
Derefter prøvede han i midten af december 2009 at arrangere et stævne på licens fra tyske GBA. Det stævne blev aflyst i sidste øjeblik. Siden har aktiviteten altså mest foregået i Kenya, men nu gør han altså et nyt dansk forsøg.