Dina Thorslunds kontrakt med Team Sauerland udløber med udgangen af februar. Og den nye boksestald Q Pro Boxing er meget interesseret i at få Thorslunds underskrift. Derfor har Svend Rasmussen fra Q Pro Boxing tilbud Team Sauerland en afståelsessum for at overtage Thorslund.
“Det har jeg i hvert fald arbejdet meget hårdt på de sidste par måneder. Så det kan jeg godt bekræfte. Jeg har tilbudt ham (Nisse Sauerland, red.) en pæn afståelsessum. En meget, meget pæn afståelsessum. Men han har tv-rettigheder, som er bundet op på Dina, så han kan ikke indgå en aftale for nuværende. Tv-aftalen udløber nok den 28. februar ligesom Dina Thorslunds kontrakt,” siger Svend Rasmussen til Ekstra Bladet.
Dialogen mellem QPB og promoter Nisse Sauerland har dog endnu ikke ført til enighed.
“Derfor sagde jeg: ‘Det er O.K. med mig, så venter jeg bare til 1. marts, så lægger jeg et officielt tilbud på bordet, hvor jeg lægger de penge, du kunne have fået for Dina Thorslund nu, oveni i hendes løn over de næste fire år hos os. Jeg smider et tilbud på bordet 1. marts, og det bliver et meget stort beløb, som han slet ikke kan matche,” fortæller Svend Rasmussen.
Ekstra Bladet refererer Svend Rasmussen for, at Team Sauerland har såkaldt matching rights indskrevet i Thorslund-kontrakten, hvilket vil sige, at Sauerland til den tid har ret til at matche tilbuddet fra Q Pro Boxing, og hvis dette er muligt, må Dina Thorslund ikke skrive under med Q Pro Boxing.