Rasinlic melder klar

Amer Rasinlic (på billedet sammen med Mikkel Nielsen og Haris Dzindo) har fået mulighed for at prøve sig selv af som prof ved lørdagens stævne i hjembyen Horsens. Og det er en chance, han har forberedt sig godt på.

“Hvis jeg havde været i samme form til de danske mesterskaber, havde jeg slået dem alle sammen. Jeg har kørt landet rundt for at træne. Jeg har været i Pandrup for at træne med Torben Keller, og jeg træner med alle Vejle-bokserne, Nikki Møller Nielsen, Nikolai og Sebastian Terteryan. Jeg løbetræner hele tiden. Det er hårdt, men jeg er klar,” siger Amer Rasinlic til Horsens Folkeblad.

Han har bokset 75 kampe som amatør, og det kan sagtens være, at det bliver til flere. For han har kun aftale om en profkamp, og hvis det ikke bliver til en videre profkarrieren, kan han benytte sig af de nye regler om at vende tilbage som amatør.

“Jeg har sagt ja for at prøve noget nyt. Det kunne være sjovt at lave lidt show på hjemmebane, og jeg ved, der kommer mange af mine kammerater og ser stævnet. Det er ikke pengene, der lokker. Jeg får 4000 kr. for kampen, men skal selv betale 6000 kr. for den obligatoriske scanning,” siger Amer Rasinlic.

Kilde: hsfo.dk
Kommentarer