THE AFTERMATH: En øretæve til bekymringerne

Jow, jow. Der er nok at være bekymret over. I profboksning er bekymringer nærmest et livsvilkår, sådan har det været, så længe jeg kan huske. Hvad skal det hele ikke ende med, og det er ikke, som det har været. Det har det faktisk aldrig været.

Bekymringerne stod også i kø op til fredagens stævne i Struer. Kan Dina Thorslund komme ned i bantamvægt? Er Noriega for hård en modstander? Et Jacob Bank matchet for risikabelt? Er matchningerne for kedelige? Kan TK Promotion overhovedet arrangere et tv-stævne? Og så i en coronatid? Kan de få det til at løbe rundt? Og det spørgsmål, der periodevist har rumsteret i mange årtider: Har profboksningen overhovedet en fremtid i Danmark? Fortsæt selv listen.

Der er sikkert også meget at være bekymret for i fremtiden, det skal vi sådan set ikke være bekymrede for. Men fredag fik de én på næsen, sådan generelt…og det startede allerede torsdag, da Thorslund gik på vægten, og vejede lige det, hun skulle. Fredag gik hun så i ringen og boksede som hun skulle.

Thorslund tog karrieren et skridt videre
Taktisk boksede Thorslund sin måske mest disciplinerede kamp hidtil, så et VM-bælte kom i hus i hendes vægtklasse nr. 2 – og umiddelbart en placering på BoxRec’s Top-10 pound for pund. Og efter kampen aflivede hun så næste bekymring, nemlig rumlerier om et karrierestop.

Hendes karriere kommer ikke til at vare evigt, det gør karrierer sådan set aldrig. Men der bliver nok en næste kamp, uanset mod hvem og i hvilken vægtklasse – der er flere veje at gå nu. Vil WBA-mester Shannon Courtenay bide til bolle i bantamvægt, skal Thorslund op i vægt igen? Skal hun til udlandet? Don’t worry, der viser sig en vej.

På undercardet viste Jacob Bank sig overlegen mod en ellers kompetent modstander, også selv om det ungdommelige vovemod et par gange tenderede overmod. Payman Akbari gjorde hvad han skulle mod en tricky modstander. Melissa Mortensen demonstrerede sit store talent. Jeppe Møller fik sin KO-sejr, og Kasper Bertelsen fik sin profkamp. Det gav tilskuere og seere en forret, der egentlig hang godt sammen, selv om det var en flok urutinerede proffer, der var i ringen.

Og omkring ringen fungerede det meste, selv organisationen var lagt i færre hænder, end vi ofte har set til VM-stævner i Danmark. Så kan der være detaljer, der er smag og behag. Helt personligt vænner jeg mig nok aldrig helt til udenlandske stævnespeakere, som jeg ikke synes rigtigt har kontakt med det rent danske publikum, uanset om de har finsk eller walisisk accent – men gode stævnespeakere hænger heller ikke på træerne.

En fremtid for TK Promotion
For TK Promotion var det et nyt niveau at stå alene med ansvaret for sådan et tv-VM-stævne. Den opgave blev altså løst uden alt for store armbevægelser. Om det så kan føre til flere tv-stævner, det er nok op til tv at afgøre.

Med der bliver TK-stævne igen. Det næste er i støbeskeen til Ringkøbing i august, med eller uden tv. Men uden Thorslund, så staldens unge boksere skal trække læsset. Forhåbentligvis får det ikke TK Promotion til at forhaste sig med at føre for eksempel Jacob Bank for hurtigt frem.

Ting tager tid, mirakler tager længere. Men lad os ikke tage bekymringerne på forskud. Fredag blev der bokset et fint profstævne i Struer. Lad os nu bare glæde os over det.

Kommentarer