3 stævner. 17 sejre i 17 kampe med danske boksere. Det lyder da imponerende. Men det er det faktisk ikke. Det er et problem, der på langt sigt koster publikum. I haller og ved skærme. Og det giver ammunition til profboksningens modstandere.
Løsningen er dog ikke bare at matche de danske boksere, så halvdelen taber. Boksere bliver professionelle for at skabe karrierer, promotorer vil bygge attraktioner op, og her betyder rekordlister stadig noget for at nå langt.
Men at matche, så danske boksere er sikre på at vinde i 1. omgang, det holder ikke ret langt. Bokserne bliver ikke udviklet, publikum får ikke spænding. Det er derfor, at matchmaking faktisk er lidt af en kunst – ikke mindst en balancekunst. Det første af de tre stævner tog den kunst mere alvorligt end de to andre.
Der er naturligvis økonomiske hensyn at tage. Gode modstandere koster penge. Men der er også økonomi i tilskuere og seere, og jo bedre kvalitet, man leverer, jo flere vil se boksningen.
Samtidig skal der løbende bygges dimensioner på i udviklingen af en bokser, og det kræver modstandere, der kan give modstand på de rigtige ting – nogen, der kan give omgange, højrefodsboksere, bevægelige boksere eller hårde hunde, og hvad man ellers vurderer er vigtigt på et givet tidspunkt. Det kræver omhu i hver matchning.
Den omhu så man faktisk ved Primetime Boxings stævne i Vejen, det første stævne efter sammenlægningen af TK Promotion og RNG-SDE Promotions. Kritiske øjne vil måske også mene, at der var lidt at rette op på efter et kikset stævne med tre dårlige kampe i Odense i december, og en ærgerlig sidste-minuts erstatning til Melissa Mortensen i Holstebro. Men der blev lagt arbejde i at gøre det ordentligt.
De positive rekordlister i Vejen
Det var måske lidt af et gimmick sælge Bank-stævnet i Vejen på, at der udelukkende var positive rekordlister i ringen. Den holdt heller ikke, da Ilias Faour sent kom på programmet og fik en 6-15-2 modstander. Men det var altså kun 1 bokser af 16 boksere på programmet, og den modstander var ikke så ringe. Og ambitionen lagde ekstra pres på at kigge grundigt på modstandere.
Jacob Bank (nu 16-0) boksede ikke sin bedste kamp i karrieren. Han havde været syg en uge kort før stævnet, og det var nok en del af forklaringen. Men indtil da ubesejrede Damian Biacho (nu 13-1) gjorde også livet besværligt i ringen. Og den nye træner Joey Gamache havde næppe nået at sætte større aftryk i samarbejdet med Banks faste trænerteam.
Det er lidt ærgerligt, at der nu tilsyneladende skal gå et halvt år, inden Bank kommer i kamp igen, angiveligt på hjemmebane i Kolding. Men tiden kan forhåbentlig bruges til at opbygge en god struktur på træningsopholdene i New York og samarbejdet mellem Gamache og trænerteamet i Kolding. Måske det kan få lethed og hurtighed tilbage Banks boksning, samtidig med at der bliver arbejdet på den risikable defensiv.
På undercardet havde Ahmad El Ahmad (nu 8-0) fået en på papiret krævende opgave mod Hector Brea (nu 11-2). Desværre viste Brea ikke meget vilje til at vinde, men han var defensivt dygtig nok til at give El Ahmad en udmærket udviklingskamp. Gustav Thorsens modstander Mourad Omar (nu 11-4-2) var nok ikke så god som cifrene på rekordlisten antydede, men han boksede dog fornuftigt med i starten, indtil Thorsen (nu 5-0) landede den højre hammer.
Melissa Mortensen (nu 4-0) var overbevisende mod den spanske mester Alba Sanchez (nu 8-3), Victor Hoveling (nu 7-0) boksede lidt rodet i starten, og han fik desværre vist, at han har noget selvkontrol at arbejde med. Men slagkraften var nok til at gøre tingene færdige mod den uortodokse polak Liridon Alan Ozog (nu 5-2-1).
Elias Idrissi (nu 8-0) havde fået en teknisk dygtig modspiller i venezuelaneren Jampier Oses (nu 21-14-19), så det blev en udmærket erfaring for Idrissi, der forventes at skulle bokse sin første lille titelkamp ved Herlev Fight Night i oktober. Endelig fik unge Ilias Faour (nu 2-0) lagt et lag på udvikligen med en pointsejr over den aggressive spanier Ruben Garcia (nu 6-16-2).
Samlet set fik de 1.500 tilskuere i et udsolgt Vejen Idrætscenter et ganske helstøbt boksestævne, der kombinerede god og underholdende boksning med udvikling af bokserne. Næste Primetime Boxing stævne er den 12. april i Fun Art i Blokhus, i samarbejde med Pandrup Bokseklub.
Nye i gamet i Skanderborg
I Kulturhuset i Skanderborg var der udsolgt med 500 tilskuere. 4 af 6 danske boksere gik i ringen med 1 eller 2 profkampe under bæltet, og så var det Danish Boxing Promotions kun andet stævne. Naturligvis er der ting at lære på det trin af trappen.
DPB har fået 30-årige Ditlev Rossing (nu 18-1) i stalden som bærende kraft. Men perioder med skader og pauser siden 2020 har ikke gavnet hans udvikling. Rossing er på tidligere meritter stadig på EBUs rangliste, som nr. 36 i letsværvægt. Kampen mod polske Krzysztof Stawiarski (nu 3-10) rykker ham ikke opad i den sammenhæng, også fordi at Rossing nu er tilbage i cruiservægt.
Han har brug for en periode med stabil aktivitet, hvis han skal slå den sidste rust af og måske kvalificere sig til mindre titelkampe. Han kunne godt være en interessant modstander for større navne i udlandet, men det må være hans valg, om han er interesseret i de penge.
Nikki Møller Nielsen (nu 2-1) kom tilbage efter et overraskende KO-nederlag i sin sidste kamp, men på trods af pointsejren her var det bekymrende at se ham blive ramt alt for meget. Også Rasmus Mikkelsen (nu 2-0) blev ramt. Men han kom op fra den overrumplende gulvtur og stoppede sin georgiske modstander Amiran Abuladze (nu 8-6-1) i en pligtsejr.
Enock Mbilizi (nu 3-0) gjorde endnu en gang det mest overbevisende indtryk, da han udboksede georgieren Nukri Gamgebeli (nu 15-21). Mbilizi ligner en mand, der er klar til 6 omgange mod bedre modstandere.
Thorbjørn Boudigaard (nu 5-2) skulle også tilbage efter et nederlag. Han har fået en ganske hård start på den professionelle karriere, hvor han har tabt to danskeropgør. Her stoppede Boudigaard så den ganske rutinerede georgiske journeyman Giorgi Tevdorashvili (nu 11-42-4), i en kamp hvor georgieren ikke viste den vilje, han for få år siden gjorde mod Tobias Sørig.
Den sidste danske sejr gik til Oliver Maximilian (nu 2-0). Han var oprindelig blevet matchet overraskende hårdt. Maximilian ville faktisk have været underdog mod ukraineren Vaskovsky, der i 2024 var i kvartfinalen ved amatørernes U23 EM. Men Vaskovsky blev i få dage før stævnet skiftet ud med moldoveren Vladimir Dutrov (nu 0-4). Det var en matchning i den anden grøft. 19-årige Dutrov havde intet at gøre i en professionel boksering, og han blev stoppet for fjerde gang i fire kampe. Vi kan dog ikke bebrejde Maximilian, der gjorde hvad han skulle.
Samlet bar stævnet præg af de mange nyproffer i stalden og et begrænset budget. Danish Boxing Promotion står stadig uden tv-aftale, og i en kamp mod amatørforbundet DaBU, der blandt andet forhindrer stalden i at holde de pro-am stævner, der burde være logiske på dette tidlige stadie.
Det kommer til at kræve kampvilje at fortsætte. Der er endnu ikke offentliggjort et nyt Danish Boxing Promotion stævne.
De tunge drenge faldt tungt i København
På Scandic Sluseholmen i København holdt Danish Fight Night det mindste Stald Palle rene profstævne i mange årtier.
Undercardet kom til at byde på 7 påbegyndte omgange i 4 kampe, og kun en 10-omganges hovedkamp betød i alt 17 påbegyndte omgange. Da der i Randers Hallen den 13. januar i 1984 blev budt på 4 kampe, var der trods Eklund vs. Bugner over 10 omgange i hovedkampen, og Tangstad over 8 omgange på undercardet. Et stævne samme sted 5. oktober 1984 bød på 15 påbegyndte omgange, fordelt på 5 kampe.
Jeg har tidligere lidt kritisk skrevet om stævner med mange kampe, at kvantitet ikke nødvendigvis er lig med kvalitet. På Scandic Sluseholmen holdt kvaliteten heller ikke bedre tiders standard. Det meget skrabede stævne for omkring 500 tilskuere i en udsolgt konferencesal kan vel ses som en slags generalprøve eller prøveballon for det nye Danish Fight Night setup på streamingkanalen Fightsport, i samarbejde med MMA Galla.
Sportsligt var der egentlig ikke noget i vejen med hovedkampen, selv om det ikke ligefrem var en blockbuster. Hamza Hussein (nu 9-0) fik en lille test i sin første titelkamp, om WBC International Silver titlen mod den finske veteran Niklas Räsänen (nu 14-4-1). Husseins sejr bragte ham ind i top-100 i cruiservægt på BoxRec, og han fik erfaring over de fulde 10 omgange.
At kampen ikke blev voldsomt underholdende var nok lidt svært at vide på forhånd. Räsänen boksede de første 7 omgange meget passivt, og han lod den langarmede og teknisk dygtige Hussein prikke omgangene hjem. Da finnen skruede blusset op i 8. omgang, overtog han kampen, men det var alt for sent. Sejren var dansk, og Hussein kan gå videre på vejen mod større ting.
Oliver Zaren (nu 16-0) viste med en række overbevisende sejre i 2024, at han var klar til at tage et step op. I stedet tog han på dette stævne et skridt ned og mødte den overmatchede franskmand Samuel Cavret (nu 8-4-1). Zaren boksede flot og stoppede Cavret, men det var lidt for forventeligt.
Desværre var kæden reelt hoppet af stævnet, inden det var nået så langt. Det havde fået overskriften Big Boys Boksegalla på basis af 3 sværvægtskampe. Ingen af de kampe varede en omgang, og ingen af dem havde et gran af spændingsmoment.
Mathias Hansen (nu 7-0) har været matchet forsigtigt i de første to år af karrieren, med en række kampe med 2-minutters omgange. DFN havde stillet i udsigt, at der nu ville blive skruet op for minutter og modstand. Selv om kampen mod Elvis Smajlovic (nu 17-19-3) var med 3-minutters omgange, var modstanden ikke-eksisterende.
Smajlovic har bokset det meste af karrieren i cruiservægt, men han havde nu spist sig op på 115 kg, det højeste han endnu har vejet til en kamp. Mere bekymrende var det, at også Mathias Hansen også vejede det højeste hidtil, 120 kg. De 5 kg ekstra i forhold til hans seneste kamp pyntede ikke.
Hansen var en velskolet ungdomsbokser, der nåede U17 EM-sølv som sit højdepunkt. Hans styrker som sværvægter er teknik, hurtighed på hænderne og bevægelighed. Her gavner de overflødige kilo næppe, når han på et tidspunkt skal møde fuldvoksne, veltrænede sværvægtere, der ikke bare lader sig køre over.
Med kun 24 år på bagen er der selvfølgelig tid til udvikling. Men med to års proferfaring er tiden altså til snart at steppe lidt op og møde folk i BoxRec top-500. Ellers bliver hans karriere lullet i søvn. Hansen skal efter planen bokse igen på Aabenraa Bokseklubs stævne den 5. april.
Den 33-årige ukrainskfødte Nikolay Piddubnyy (nu 2-0) har ikke helt samme tidshorisont foran sig. Derfor bør en modstander som Tomas Makula (nu 3-1) egentlig ikke være en option. Tjekken kom ganske vist med en 3-0 rekordliste, men mod håbløs modstand, de første to kampe i cruiservægt.
Piddubnyy har som amatør med et nordisk mesterskab og et par sejre over Gustav Thorsen vist et hæderligt potentiale. Men han skal føres væsentligt hurtigere frem, hvis han skal nå at udnytte det.
Det kan være svært udefra at vurdere Danish Fight Nights holdbarhed som bokseforretning med Fightsport som platform, også selv om DFN i øjeblikket måske mangler hovednavne, der kan trække publikum til større arenaer. Et gæt herfra er, at MMA Galla trækker de fleste abonnenter til kanalen, selv om DFN ejer lige så meget som MMA Galla.
Under alle omstændigheder kræver det et ordentligt bokseprodukt at trække betalende tilskuere til arenaen til et boksestævne. DFN er i øjeblikket uden hovednavne som Enock Mwandila Poulsen og Oliver Meng, og stadig med uklarhed om Sarah Mahfouds VM-chance. Så der skal produktudvikles – og dermed formentlig investeres i nye navne til stalden, udover at de nuværende navne (og matchmakeren) skal steppe op.
Der er endnu ikke nyt om næste Danish Fight Night.
