THE PREVIEW: Ny genstart for Danish Fight Night

I 2025 gik Danish Fight Night ind i et samarbejde og et medejerskab af kampsportplatformen Fightsport. Det medejerskab er slut nu, og ifølge blandt andet Proff.dk er Fightsport under tvangsopløsning. Lørdagens stævne i Frederiksberg-Hallerne vises i et nyt mediesamarbejde med EB+ (Ekstra Bladet).

Samtidig har DFN overtaget tre boksere fra nu lukkede Danish Boxing Promotion, hvorfra promoter Lars Kristensen nu indgår i salgsteamet hos DFN. De tre boksere er dog ikke på programmet på stævnet på Frederiksberg. Alligevel peger stævnet dog også mod en ny start for Danish Fight Night.

Den genstart kræver dog stadig, at DFN bygger nye attraktioner op, der kan lukke lidt af hullet efter Mahfoud, Meng og Mwandila Poulsen. Hamza Hussein og Nikolay Piddubnyy er der ikke endnu. Og der skal steppes op på stævneaktiviteten, udover omhyggelige rekruttering, hvis det skal have en chance for at lykkes.

Det er her planlagt som et stævne med 8 kampe, oprindeligt 9 inden afbud fra Amre Allman. Tilskuerne behøver dog næppe at frygte for en maratonaften, for adskillige af matchningerne ligner kampe, der ikke varer voldsomt længe. 4 af de 8 kampe bokses i sværvægt eller cruiservægt på “Big Boys Boksegalla”.

Progammet byder gæsteoptrædender af 2 islandske boksere. Kolbeinn Kristinsson og Emin Kadri og 1 svensker, Ajet Jusufi. Af dem er kun sværvægteren Kristinsson lidt interessant set med danske øjne – faktisk kunne han godt være hovedkampen. Han har desværre fået en kedelig matchning i den 43-årige tjekke Pavel Sour.

Hussein vs. Oulare
26-årige Hamza Hussein (10-0) har været professionel i 4 år nu. Uden at bokse så voldsomt mange kampe er han faktisk nået et pænt stykke vej. Den 28-årige Guinea-fødte italiener Morike Oulare (7-1) ligner ikke på forhånd noget stort skridt frem for Hussein, men en sejr kan være med til befæste Husseins placering på EBU Europaanglisten – han er lige nu nr. 27.

Oulare er ikke nogen skræmmende puncher. Han har vundet 2 af 7 sejre før tid. I hans bedste sejr, over italieneren Roberto Lizzi, boksede Oulare disciplineret og behersket offensivt. Han bruger ganske traditionelt venstren til at sætte højren op, om muligt fulgt op af venstre hooks. Hans ene nederlag var til hårdtslående Jonathan Kogasso, der sendte Oulare ned for fuld tælling med en højre, efter at have rystet ham et par gange med den lige venstre.

Den tekniske højrefodsbokser Hussein har ikke Kogassos slagkraft. Så han skal nok som vanligt bruge sin rækkevidde og gode timing til at bokse sig til en sejr.
Chancefordeling: 85-15

Piddubnyy vs. Paunovic
I Nikolay Piddubnyys sejr i november så han mod en rimelig modstander ud til være klar til at steppe lidt op. I denne kamp ser Piddubnyy (4-0) desværre ud til steppe lidt ned.

Den 40-årige serber Zoran Paunovic (1-1) bør ikke kunne blive den store trussel. Mod den finske cruiservægter Keni Aliu i marts var Paunovic i gulvet en enkelt gang, inden han tabte tårnhøjt på points. Serberen overlevede den kamp ved at holde og klamre meget.

Paunovic er en høj, stift og oprejst boksende sværvægter, der ligner et et åbent mål for Piddubnyy, både højt og dybt. En ukrainsk sejr før tid virker sandsynlig, hvis Piddubnyy kan holde sig fri at Paunovic’ blækspruttearme.
Chancefordeling: 95-05

Munk vs. Draskovic
2-16 lyder ikke som nogen skræmmende rekordliste, men 22-årige Tijana Draskovic kan godt vise sig at blive den hidtil sværeste profmodstander for den næsten dobbelt så gamle Anne Munk (2-0).

Den serbiske højrefodsbokser går tiden ud i de fleste at sine kampe, og hun har også erfaring fra kickboxing, hvor hun har kæmpet på internationalt niveau. Munk skal formentlig have gang i sin høje arbejdsrate, men så bør hun også kunne vinde klart.
Chancefordeling: 95-05

Ashira vs. Amiridze
Profdebutanten Lucas Ashira har sent måttet skifte debutmodstander, fra moldoveren Silviu Catrinesco til den rutinerede 35-årige georgier Zaza Amiradze (22-32-2).

Georgieren er blevet stoppet i 21 af 32 nederlag. Han bokser ret traditionelt, og han virker ikke udpræget svær at ramme. Han kan dog godt slå lidt…han har blandt andet knockout’et Anzor Gamgebeli, der i Danmark er blevet slået ud af Oliver Meng og Victor Hoveling. Amiridze er blevet stoppet i sine sidste 8 kampe, og ikke meget peger i retning af, at det også sker denne gang.
Chancefordeling: 95-05

Khattab vs. Kiss
Jihad Khattab stod rygtevist til at møde en ret uskolet modstander i sin profdebut, i ungarske Zoltan Lepsenyi. Nu bliver det i stedet en mere rutineret mand, i 33-årige Istvan Kiss (25-49), der tilbage i 2015 viste holdbarhed ved at gå tiden ud mod Jihads bror, Abdul Khattab i en kamp i mellemvægt, i Frederikshavn. Lørdagens kamp bokses i cruiservægt.

Istvan Kiss er blevet stoppet i 38 af de 49 nederlag, så det kan lade sig gøre. Den ungarske højrefodsbokser så senest noget utrænet ud, da han blev stoppet i 1. omgang af en debutant. Khattab må formodes at lægge hurtigt pres på Kiss, og så kan det godt være hurtigt overstået.
Chancefordeling: 97-03

Kommentarer