Et koldt markedstelt med stående publikum på Døllefjelde-Musse Marked på Lolland. En komfortabelt hypermoderne multiarena i nybyggede Ørestaden. Der er flere verdener til forskel. Men lige meget hvor, en boksering er firkantet med tove omkring, reglerne er nogenlunde de samme, og med anslået op mod 2.000 tilskuere begge steder, var der fin stemning, uanset hvad.
En i virkeligheden mere væsentlig forskel på Team Ljungquist stævnet på Dølle og Danish Fight Night i Royal Arena var (udover at der var mange kendisser til sidstnævnte), at der var tv på DFN stævnet Men det viste sig at være nærmest ligegyldigt, fordi signalet på Pluto TV var helt til hest, til frustration for mange. Så var det nemmere at se Ljungquist-kampene på YouTube ganske kort efter.
Begge stævner bød på en blandet landhandel af nogen spændende kampe, og enkelte knap så spændende. Og begge stævner lægger så i begge lejre op til stævner den 7. oktober, i henholdsvis Næstved og Ørestaden.
Team Ljungquist:
Kems kraft
Kem Ljungquist boksede sin første kamp under sin nye træner Poul Duvill. Og det kunne ses. En justering af fodstillingen betød, at han stod mere fast bag slagene, og samtidig at han ikke længere så meget undveg ved blot at læne sig tilbage. Der kom mere kraft i boksningen.
Aldrende Sefer Seferi havde så ikke så meget at byde på, om det så var fordi, at han ikke havde det i sig, eller Ljungquist ikke tillod ham det. Det blev ikke rigtigt spændende, men Ljungquist fik sin IBF International titel og en rimeligt kendt skalp på cv’et. Det kan han arbejde videre med i Næstved.
Og ikke mindst, vi oplevede en Ljungquist med mere personligt overskud end sidste år i Nykøbing. Han var denne gang ikke så påvirket af sin rolle som arrangør af sit eget stævne. Det tegner lovende for Ljungquists titelforsvar i Næstved.
Den forjættede DM-titel
DM-titlen i letvægt fandt ikke en ejermand, da Payman Akbari og Danny Jensen for nogen måneder siden mødtes i Holstebro. Det gjorde den heller ikke denne gang, i kampen mellem Akbari og Mahdi Jallaw.
Begge kampe endte uafgjort, og begge affødte diskussioner om den retmæssige vinder. Skulle jeg nødtvunget pege på en kneben vinder, havde jeg nok sagt Jensen i Holstebro og Akbari på Dølle. Men jeg kan sagtens acceptere uafgjort begge steder, og det er det fine ved den slags kampe: De er ikke afgjort på forhånd, de skaber respekt om profboksning.
I denne kamp overraskede mig det mig en smule, at ellers teknisk dygtige Jallaw i den grad var nødt at bruge fysikken til at presse bevægelige Akbari. Det tager åbenbart noget tid for Jallaw at finde tilbage til den timing og skarphed, der for nogen år siden gjorde ham til et stort håb med fremragende amatørmeritter.
Nu venter der formentlig Jallaw en række kampe, der skal bygge ham op igen. Akbari har absolut ikke tabt noget på de to DM-kampe, og han har etableret sig som et af de solide navne hos TK Promotion.
Lynggaards styrker og svagheder
Andreas Lynggaard har i år været leverandør af to hårde, underholdende kampe. Men sjovt med to modsatte mønstre: Mod Sandro Tvauri i Albertslund startede Lynggaard stift og nervøst, men han gravede dybt, skruede op og stoppede Tvauri.
Denne gang startede Lynggaard flot, men så stivnede han og blev træt. Og igen måtte han grave dybt for at slide sejren hjem mod en Nick Postma, der trods alt var en klasse bedre end Tvauri. Hvis nu Lynggaard kan sætte tingene sammen, så han starter som Postma, så kan det blive fint.
Nu blev det så til et bælte hos det lille forbund WBF. Og meget højere end det når 30-årige Lynggaard næppe, Men det sagtens blive til flere underholdende kampe, også næste gang i Næstved, hvor det meget vel igen kan blive om en titel hos WBF.
Kots korte debut
Emil Kot nåede at blive dansk mester, inden han måtte tage et par års tvungen pause på grund af en skade. Så vendte han tilbage i efteråret, og på Dølle debuterede han som prof. Det gjorde han effektivt.
Han nåede at vise prøver på sin klassiske boksning bag jabbet, inden han sendte sin tjekkiske modstander ned et par gange, og lukkede ballet inden første omgang var ringet af. Det så godt ud. Naturligvis kan man ikke lægge alverden i sådan en profdebut, men den var løfterig.
Michael Nielsen nødvendige sejr
Michael Nielsen havde senest taget et par meget svære udfordringer mod Thomas Essomba i Holstebro og mod Gabriel Muratalla i USA. Nielsen er ikke en mand, der siger nej til den slags, men for få flere chancer, var en sejr på Dølle nødvendig.
Det fik han mod overkommelige Jaroslav Hriadel. Det så endda ud til, at det kunne være hurtigt overstået, men tjekken kom op efter en hård dyb træffer, og så måtte Nielsen arbejde for en soleklar pointsejr. Med et nyt W på rekordlisten kan der godt vente nye udlandseventyr. Meldingerne siger, at der igen har været amerikansk interesse.
Danish Fight Night
Mengs kampvilje
Oliver Meng viste vilje og fighteregenskaber. Det fik han brug for. Jeg skrev i mit preview, at Khalil El Harraz nok var bedre end hans beherskede rangering som da nr. 294 på Boxrec, og at Meng nok måtte at løfte niveauet fra hans seneste kamp, hvor han kørte træt efter nogen omgange.
Meng holdt distancen og skrabede en sejr hjem. Og det var blevet en dansk sejr, hvis kampen var bokset andre steder end i Danmark, kan man diskutere. Men nu står der altså et vigtigt W på rekordlisten.
Lidt bekymrende var det dog, at det blev så hårdt. I Mengs to kampe i år har han haft svært ved at vise den blændende boksning, der imponerede i hans tidlige opbygningskampe for et par år siden. Og det kan handle om, at de lange og iøjnefaldende serier er ret energikrævende i hårde, lange kampe.
Mod Walisson Fagundez for et par måneder siden tømte Meng en stor af tanken på at se godt ud de første par omgange. Det havde han åbenbart lært af denne gang. Men prisen var, at han havde svært ved at holde El Harraz fra livet, og han blev ramt mere, end man har set tidligere.
Kort sagt: Der er stadig en del at arbejde på, hvis Meng skal rykke op på næste hylde. Og der bliver en matchmakeropgave, der kræver nøje omtanke til næste kamp, formentlig den 7. oktober. Det er ikke tiden for Meng at steppe ret meget ned til holde-i-gang kampe. Men han skal heller ikke knække nakken på overdreven optimisme.
Khalil El Harraz er i øvrigt nr. 15 på den nuværende EU-rangliste i mellemvægt, hvor Meng er nr. 19 i letmellemvægt. Så man kan godt forvente et hop op for Meng hos EBU, selv om den ikke flyttede så meget for ham på BoxRec. Og på WBAs verdensrangliste er Meng allerede strøget ind som nr. 14, Så sejren har givet vigtig værdi. Hos WBC er Meng i forvejen nr. 38.
Mahfouds pligtsejr
Sarah Mahfoud var i ringen, for anden gang på få måneder. Hun vandt igen rimelig sikkert. Det var ingen overraskelse. Og hun var naturligt et hovednavn på plakaten, der skulle sælge billetter. Men det flyttede hende ikke rigtigt nogen steder.
Tosi var som ventet en offensiv bokser uden den nødvendige boksekunnen til for alvor at true Mahfoud. Men Mahfoud havde ikke den nødvendige power og snert i boksningen til helt at neutralisere italieneren. Sejren var indiskutabel, men ikke én af Mahfouds flotteste.
Mahfoud er lige nu et sted i karrieren, hvor hun træder lidt vande. Der er lige nu ikke meget, der tyder på, at Amanda Serrano vil smide sine fire bælter i fjervægt. Hun forsvarer dem i august, og en rematch mod Katie Taylor er ikke på bordet lige nu. Det er her og nu lidt svært at få øje på andre udenlandske kassekampe, og Mahfoud fader fra den internationale opmærksomhed, jo længere der går fra Serranokampen.
Der har efter sigende igen været sonderinger om en Mahfoud-Thorslund kamp, men viljen til at strikke et tilstrækkeligt overbevisende tilbud sammen har åbenbart ikke været der. Og i disse dage arbejder Thorslund-lejren på en kamp, der er mere attraktiv for hende. Så hvad gør DFN med Mahfoud til oktober?
Endnu en ”Ochmann/Tosi 8-10 omgange under bæltet kamp” bliver trivielt, når Mahfoud er hovednavn. Måske kunne tricket være at finde et kendt, aldrende navn, hvis man ikke vil tage store chancer. Heather Hardy skal møde Serrano igen, men der er også navne som Mrdjenovich og Acuna, der stadig har lidt fordums glans at sælge.
Poulsens spild af tid
For godt et år siden vandt Enock Mwandila Poulsen EM-titlen på dramatisk vis. Det har han ikke rigtigt fået andet en æren ud af, og nu er bæltet givet væk. Årsagerne er mange, og vi almindelige iagttagere ved næppe alt om forløbet og overvejelserne.
Man kan vel ikke sige, at kampen mod Nika Iudovi ikke opfyldte forventningerne, for der var vel ingen forventninger andet end en dansk sejr. Det kunne så efter reglerne være endt med en teknisk uafgjort, men nu er Poulsen så 13-0 i stedet for 12-0. Det er udbyttet, for kamptræning gav det ikke.
Hvad kan Poulsen så bruge cifrene til? Der kan være flere veje at gå. Officielt er han mandatory til vinderen af Petitjean-Molina om den ledige titel. Vil han og DFN investere i at få den kamp til Royal Arena i oktober (det er åbenbart det eneste DFN-stævne resten af året)? Eller skal hans rekordliste og status som ubesejret tidligere Europamester give ham et økonomisk udbytte?
Poulsens bokseindtægter de sidste par år har været begrænsede. Og han er 30 år. Så man vil ikke kunne bebrejde ham, hvis han prøver at få lidt dividende af sit årelange hårde arbejde med karrieren – uden for lang yderligere ventetid.
Husseins dominans
Det var Hamza Husseins tredje profsejr. Men den første i Danmark. Og det endda mod en dansk modstander i debutanten Thorbjørn Boudigaard. Det tog Hussein en omgangs tid at finde den rigtige vej rundt om Boudigaard, men derfra blev hans dominans klarere og klarere.
Boudigaard er stadig en ung mand, og han kan sikkert stadig udvikle sig. Men han overbeviste ikke om en professionel fremtid. Hussein var ”udebanebokseren” denne gang. Det er han måske ikke næste gang, kunne man gætte på.
Porsgaards nederlag
Jeg prøvede at være optimistisk i mit preview, så jeg gjorde sympatiske Jacob Porsgaard til 55-45 favorit mod Luca Di Loreto. Men var oplagt, at det kunne blive svært, og det blev det.
At en sidedommer kunne have Porsgaard til at vinde var lidt rystende. Selv de 38-37 til italieneren fra de to øvrige virkede skæve. De indebærer, at hvis det ikke havde været for Porsgaards gulvtur, så havde han mindst fået uafgjort. Og det var vanskeligt ikke at se Di Luca som vinder af tre omgange.
Det her gør ikke Porsgaard til boksepensionist overnight, og kampen kan ses som værdifuld erfaring. Men vejen frem er unægtelig blevet lidt længere.
Sørigs kulørte indslag
Tobias Sørig bliver ikke verdensmester. Det ved vi jo godt, og det er næppe de meget ambitiøse sportslige mål, der er sat for hans comeback. Men han får omtale i ugebladene, qua hans relation til Sarah Mahfoud, og hans gi’-og-tag stil kan være underholdende. Så han kan have sin berettigelse som et kulørt indslag på et stævne.
Underholdende blev det da også, da han dramatisk sendte sin tjekkiske modstander på ryggen med et stort sving. Han kunne såmænd selv være endt der, for han var også åben for Tamas Kozma sving. Men nu gik det godt, så mon ikke han dukker i Royal Arena næste gang.
Hansens roderi
Mathias Hansen havde fået en overkommelig debutmodstander i den væsentligt mindre brasilianer Eduardo Sacramento. Brasilianeren var nem at ramme fra afstand, når han ubehjælpsomt svajede tilbage. Men Hansen havde ikke helt slagkraften til for alvor at såre ham, og på nærdistancen kunne han ikke gøre meget, så Sacramento fik lov til at holde og bryde sig ud af det. Det blev ikke kønt, og ikke overbevisende.
Det ser ud til, at Mathias Hansen har et betydeligt stykke arbejde foran sig for at få lagt de inaktive år og stivheden bag sig. Det er nok lidt for tidligt at vurdere, om det kan lade sig gøre. En omhyggelig og overkommelig matchning i næste kamp ligger vel i kortene?
Idrissi’s showcase
20-årige Elias Idrissi har været et af Danmarks store ungdomstalenter i en årrække, med flere U-EM medaljer. Men han er ikke en del af det hold, der ved European Games skal prøve at OL-kvalificere sig. Og måske sigtet er et andet nu?
Han havde i en amatørkamp på stævnet fået en smart, nærmest professionel matchning mod den 36-årige amerikanske veteran Walter Sarnoi. Denne har fine meritter som både amatør og prof. Han stoppede som aktiv for et års tid siden, og han begyndte først for et par måneder siden at træne igen i Danmark.
Matchningen var altså skabt til at få Idrissi til at se overbevisende ud. Den opgave løste han perfekt med en soleklar sejr, hvor han var tæt på at stoppe Sarnoi. Det lignede en showcase på vej mod en professionel karriere – og jeg vil faktisk være overrasket, hvis vi ikke ser ham uden uldtrøje næste gang. Med Herlev Boxings involvering i Danish Fight Night stævnerne ligner klubben jo en oplagt pipeline for nye proffer hos DFN.
