THE AFTERMATH: Risiko og belønning

Risc/reward. Risiko og belønning. Det er grundsten i overvejelserne, når en promoter skal vælge modstander til sin bokser.

Hvor stor er risikoen i en kamp for, at bokseren snubler på sin karrierevej (og dermed at promoteren mister værdi i sin stald) ? Og hvor meget kan kampen bringe bokseren videre ? Og så det evige tilllægsspørgsmål: Hvad koster det, og hvad kan vi tjene ?

TK Promotion tog ret tidligt en chance med Jacob Bank. Allerede i hans 10. kamp mødte han Ralfs Vilcans, der var 15-0, og som i dag er rangeret på WBAs verdensrangliste i letsværvægt. Den risiko gav den ønskede belønning. Bank strøg op på BoxRec ranglisten, og han kom ind på WBOs verdensrangliste.

Siden er der ikke rigtigt taget chancer med Bank. Han har fået 5 kampe mere på erfaringsbogen mod lidt forskellige typer modstandere, og han har prøvet lidt nye boksemæssige ting af, med mere eller mindre held.

Lørdagens kamp mod tyske Ibo Maier var som forventet også en opgave uden den helt vilde risiko. Men også en kamp, der ikke giver den helt store belønning, selv om Bank vandt en ny titel, WBO Global titlen. Den kan måske flytte Bank et par pladser op på WBO verdensranglisten, hvor han i dag er nr. 8.

Europæisk eller globalt sigte ?
Og så betyder det forhold, at Bank ikke længere er WBO European mester, at han om ikke alt for længe formentlig rykker ind på EBUs Europarangliste. Der rumles om muligheden for at gå den europæiske vej, men giver den det rigtige risc/reward forhold? Der er i øjeblikket oftest begrænsede penge og perspektiver i EBU-bælter, og den nuværende Europamester, franske Kevin Lele Sadjo, er én af de mest undgåede boksere i øjeblikket.

Men uanset om Bank skal den europæiske eller den mere globale vej, så er der nok ikke nogen vej udenom at tage lidt større risici end modstandere som Ibo Maier. Godt nok er Bank kun 23 år, men han har været professionel i 4 år nu. VM-kampe er et stykke væk endnu, Mikkel Kessler var for eksempel 6 år om at nå dertil. Men Bank skal til at rykke i forhold til 2024.

Promoterens udfordring er så økonomien. Alt andet lige, så koster bedre modstandere flere penge. Og TK Promotions tv-aftale har sine økonomiske begrænsninger. I forhold til de internationale chancer vil det pynte på Banks rekordliste med navne, der er kendt internationalt – også selv om det er boksere, der er forbi deres storhedstid.

Den slags navne hentede Mogens Palle en del af i de gode år, men en Jarred Hurd, en Avtandil Khurtsidze, en Sullivan Barrera, en Isaac Chilemba, eller bare en Ronald Ellis, de skal givetvis have gode penge for at sælge navnet, så det er nemmere skrevet end gjort.

Under alle omstændigheder er der nok flere manøvremuligheder i en global vej, fremfor en europæisk. Altdominerende Canelo er 34 år, så der vil snart opstå muligheder i supermellemvægt. Men lige meget hvad, så slipper TK Promotion og Jacob Bank ikke for at steppe op i for hold til et navn som Maier.

Forventede sejre til de nye navne
De øvrige danske navne på stævnet, udover de to deltagere i danskerkampen mellem Steffen Rørstrøm og Thorbjørn Boudigaard, fik alle de forventede klare sejre. Her kunne man også tale om at steppe op herfra, men rolig nu.

Morten Givskov (4-0), Francis Fordjour (4-0) og Melissa Mortensen (3-0) er alle stadig på de første skridt af vejen. Givskov fik de ønskede omgange under bæltet, det fik Fordjour og Mortensen ikke, og det vil nok være et mål i de nærmeste kampe – og Fordjour har i øvrigt bevist et potentiale, der fortjener en fast kontrakt.

For 23-årige Mortensen vil det nok give mening at steppe relativt hurtig op, hendes stor amatørkarriere taget i betragtning. Men det hører med til historien, at Gabriella Mezei er en bedre bokser, end den hurtige kamp nåede at vise. Mezei gik trods alt 8 omgange mod Sarah Mahfould

Sport Live gjorde et stunt ud af en udfordring fra Mortensen til Mahfoud. Mortensen ville formentlig allerede nu have store muligheder i den kamp. Den giver naturligvis ikke mening for Mahfoud. Men hvis matchmakeren skal finde passende modstandere til Mortensen i de næste kampe, så er det måske en idé at starte med at kigge på Mahfouds rekordliste. Mortensen er formentlig tæt på at være klar til navne som Enerolisa de Leon, Lara Ochmann og Veronica Tosi.

Først vil der dog være fornuftigt i at give Mortensen et par kampes erfaring over 8 omgange mod rutinerede og hårdføre journeywomen. Karina Szmalenberg og Edina Kiss, er eksempler på navne på det niveau.

Veteranerne Ljungquist og Khattab og et danskeropgør
Kem Ljungquist (19-1) er selvfølgelig i en særlig situation som 34-årig i jagten på en stor kassekamp eller to mere, efter det velbetalte nederlag til Gassiev. Han skulle bare tilbage, hvor der igen var et plus på listen i den seneste kamp, og han kan nu holde en velfortjent ferie, mens mulighederne bliver overvejet. For der er muligheder derude.

Kampen mellem Steffen Rørstrøm (4-0) og Thorbjørn Boudigaard (4-2) blev lige så spændende som forventet, men en underholdningsmæssig fuser. Boudigaard var tæt på at overraske kontrabokseren Rørstrøm med en langt mere henholdende taktik end forventet. Men det blev altså til en ret begivenhedslød affære.

30-årige Rørstrøm fortsatte med sejren  en egentlig ret fin start på en profkarriere, mange ikke så de store perspektiver i, da han gik over. Men om det kan føre til en fast kontrakt, det må være et spørgsmål. Der er mange om buddet i øjeblikket. For Boudigaard er der nu endnu længere vej, efter nu to nederlag i danskeropgør, men han er trods alt kun 23 år.

Abdul Khattab (20-3-1) er nu 31 år, og der er gået en del år, siden han var et af de helt store håb i dansk boksning. En lang pause fra 2019 har kostet, og han har ikke overbevist i hans seneste to kampe, én i 2023 og så denne. Spørgsmålet er, om nogen vil give ham chancen for et mere konstant forløb med kampe, så han kan slå rusten af ?

Kommentarer