THE AFTERMATH: Ljungquist bestod – men ikke med glans

Kem Ljungquist fik sin sejr. I den forstand bestod han sin eksamen, selv om langt fra alle var enige i afgørelsen – ikke mindst i den svenske lejr, der har råbt skingert efter kampen.

Marios Kollias viste sig mindst lige så hård og svær som forventet. Og teknisk boksede Ljungquist ikke sin bedste kamp – eller fik ikke lov til den boksning, der passer ham bedst. Til gengæld viste han en kampvilje i modgang, der fortjener et skulderklap.

Den kampvilje kan måske redde det, der var Ljungquist’s gulerod i kampen: En mulig større kamp på en udenlandsk scene inden alt for længe. Han er nu i skrivende stund nr. 33 på BoxRec. Men han er også 33 år.

K.B. Hallen tilbage som boksearena
En anden af aftenens eksamener blev klart bestået. Den genopbyggede K.B. Hallen viste sig som en satsning, der lykkedes. Omkring 1.200 tilskuere sagde det officielle tilskuertal – erfarne iagttagere mente endnu flere. At den danske verdenspresse igen nærmest demonstrativt ignorerede stævnet, er en anden historie, men hos RNG-SDE Promotions var der tilfredshed.

”Da vi for seks måneder siden søgte efter en hjemmebane i København, var vores drøm om K.B. Hallen indlysende, vi betragtede det dog kun som en drøm. Men efter omfattende forsøg på at sikre andre lokaler i kommunen, viste det sig, at intet var tilgængeligt, og vi henvendte os derfor til K. B. Hallen, hvor vores interesse blev imødekommet med åbne arme.

At afholde et stævne i Danmarks mest ikoniske boksehal var en ærefuld, men også udfordrende, opgave som på aftenen gik hen og blev helt perfekt. Vi er stolte over den indsats, der blev leveret med stor entusiasme og professionalisme fra K. B. Hallens personale,” skriver promoter Magnus Ljungquist på Facebook.

K.B. Hallen bliver ikke den faste hjemmebane til hvert eneste RNG-SDE Promotions stævne, på samme måde som Royal Arena er blevet det for Danish Fight Night. Næste RNG-SDE stævne rygtes udenfor København. Men der er en flerårig aftale med K.B. Hallen, og lørdagens stævne afskrækkede næppe fra at komme tilbage, når der er tilpas interessante hovedkampe.

Bitetv – sent ud af starthullerne, men hæderligt i gang
En anden RNG-SDE satsning ved denne lejlighed var den nye streamingkanal Bitetv.dk. Selv om kanalen blev annonceret for et stykke tid siden, så var salgsarbejdet op til stævnet ikke imponerende. Og undertegnede var vist ikke den eneste, der oplevede problemer med betaling for pay-per-view. Så det er svært at forestille sig, at ppv-salget har væltet Danmark.

Kvaliteten af tv-produktion var hæderlig. Lyden var nogen gange bedre end andre, og kameramanden på nærbilleder kunne have svært ved at holde bokserne i billedet. På min stream var der temmelig mange ophold, hvor billedet frøs i længere tid – men jeg har talt med andre, hvor det fungerede fint.

Samlet set var det ikke en kaotisk start, som da PLUTO tv ikke fik deres DFN-debut til at fungere. Der er plads til forbedringer, men det er, som man kan forvente. Og det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at fungere med det gratisk baggrundsindhold, Bitetv har stillet i udsigt.

Undercard med begrænset spænding
Mens hovedkampen næsten gav for meget spænding for pengene, så var det absolut ikke tilfældet med forkampene. Den eneste jævnbyrdige kamp stod tidligt i programmet, mellem ukraineren Denys Pesotskyy og svenskeren Mohammed Al-Maliki – en kamp som dog næppe har fået ret meget dansk publikum op af stolen.

DM-kampen mellem Ahmad El Ahmad og Michael Nielsen var godt solgt som co-main event. Spændende blev kampen ikke. Dertil var El Ahmad både for stor og for god, trods Nielsens velkendte tapperhed. Men El Ahmad er stadig en nyprof med blot 4 kampe. Så ro på med matchningerne, selv om han allerede er nr. 298 på BoxRec.

Elias Idrissi kamp blev ikke værd at skrive om. Der var ingen kamp. Modstanderen var hentet efter et meget sent afbud, og han var slet ikke god nok, og vægtforskellen var for stor. Idrissi fik sin KO på rekordlisten, og det er det bedste, der kan siges. Videre til en bedre modstander næste gang, tak.

Sværvægteren Gustav Thorsen fik heller ikke skræmmende modstand. Han afgjorde kampen, da han satte turboen på. Thorsen ser stadig lovende ud, både fysisk og teknisk, men han er også 29 år, så hvis det skal føre meget videre ad profvejen, skal der nok skrues lidt op.

Profdebutanten Amre Allman er også 29, men med væsentligt mere amatørerfaring. Han løste opgaven mod en meget erfaren og kompetent debutmodstander. Han skal angiveligt føres hurtigt frem, og det bliver da også til en interessant matchning allerede den 20. april i Ringkøbing, et danskeropgør mod Steffen Rørstrøm, også en erfaren amatør med en 1-0 rekordliste som prof.

Næste RNG-SDE stævne bliver rygtevis i maj, uden Ljungquist og ikke i K.B.Hallen. Det bliver ganske interessant, hvordan det stævne bliver skruet sammen, med en stald af stadig meget nye navne.

Kommentarer