På to pro-am stævner kort efter hinanden, i Hvidovre og Nørresundby, blev der bokset 5 profkampe. De 2 af de kampe var i den kategori af showboxing, nogen i England kalder ”Misfits” boxing, og i Danmark er der for eksempel arrangeret ”Stjerneboksning”.
Der kunne sådan set have været 3 kampe af den karakter, hvis Anne Munks kamp i Hvidovre var blevet til noget. Om Munk kan man i det mindste konstatere, at hun nåede at vinde et par amatørkampe, inden hun ramte aldersgrænsen på 40 år, hun har tydeligvis trænet seriøst, og hun har vundet sine to profkampe klart over modstandere med professionel erfaring.
Alligevel har hendes boksekarriere mest karakter af et personligt eventyr i en moden alder. Det er fint og rørende, men er det noget, tilskuere til professionel boksning på seriøst niveau skal forholde sig til? Det er et dilemma, den professionelle boksning har fået ind på livet i disse Jake Paul tider – for Jake Paul trækker faktisk masser af publikum.
Dilemmaet fik en tand ekstra på skruen, da 46-årige Bone Andersen profdebuterede på Lindholm Bokseklub og Danish Fight Nights stævne i Nørresundby, uden en amatørkarriere, og med blot en tabt unlicensed kamp i England og en vundet ”opvisningskamp” i et MMA-bur mod en 52-årig som erfaringsgrundlag. Igen er der tale om et personligt eventyr, der angiveligt vil blive genstand for en dokumentarfilm.
Men lad os bare konstatere, at i Skansen i Nørresundby viste Bone Andersen ikke bokseevner eller fysisk form, der burde berettige en professionel boksekarriere, andet end det mod til at gå op i ringen, man altid må have respekt for.
Andersen mødte en engelsk small-hall journeyman, der trods sin 1-14 rekordliste som ventet kunne lidt defensive tricks. Og han fik foræret en pointsejr, hvordan man så end kunne nå frem til 60-54? Men kan man ikke lade det blive ved, at nu har Bone Andersen prøvet det? Man leger ikke profboksning.
Bone Andersens træner, sværvægteren Kasper Bertelsen, var en ganske habil amatørbokser på mesterskabsniveau, inden han stoppede i 2019. Han boksede en profkamp i 2021, for så havde han prøvet det. Men var det nødvendigt, at han skulle bokse en kamp i Skansen, som blev præcis så farceagtig, som man godt vidste på forhånd? Endda så sikkert, at stævnet var planlagt sådan, at han kunne gå direkte i omklædning og som sekundant hente sin bokser Bone Andersen ud til kamp.
At 44-årige Andy Goy ville lægge sig i 1. omgang var jo givet. Det gør han stort set altid, i de kampe han bokser i registreret profboksning, alternativ BIBA-boksning, unlicensed boksning og bare-knuckle. Han gjorde det også mod Jeppe Møller for fire år siden, og dengang talte DPBF om, at den slags ville man ikke se i Danmark igen.
Det gjorde vi så alligevel. Men her fra dette ringhjørne, et fattigt ønske: Kan vi ikke prøve at holde en stardard i Danmark. Ikke mindst af hensyn til de mange profboksere, vi har i landet, som knokler rumpetten ud af bukserne i træningslokalet, og som faktisk har løftet dansk professionel boksning til et højere niveau end længe. Så igen: Man leger ikke profboksning.
Lundgaard og Piddubnyy: Boksning med professionelt niveau
De seriøse boksere Frederik Lundgaard og Nikolay Piddubnyy reddede heldigvis den afsluttende del af aftenen i Nørresundby med fine indsatser, i kampe der gik nogenlunde som forudset i vores preview.
Den unge colombianer Wilmar Jinete (nu 8-2-2) kunne godt bokse. Men han var ikke noget stort step op for Frederik Lundgaard (nu 4-0), der ganske enkelt var bedre – og større. Lundgaard demonstrede sin rutine fra amatørtiden, med velovervejet og klinisk præcision, og et professionelt killerinstinkt, som måske ikke ellers har været hans varemærke.
KO-sejren gav ham DPBF International titlen. Det er sportsligt mindre værd i den store sammenhæng. Det vigtige var, at nu 30-årige Lundgaard viste, at han er klar til det step op, som denne kamp egentlig ikke var. Kampen i Skansen gik ikke de 10 omgange, der måske kunne have været hans udfordring, men kommende kampe over 8 omgange vil givet være vigtige for at få erfaringen.
Nikolay Piddubnyy fik den sejr før tid, vi havde forudset, men måske med en anelse mere modstand af Charly Mbuyi (nu 4-6) end franske meldinger havde indikeret. Piddubnyy måtte endda rejse sig efter en gulvtur, men han dominerede, og den knastørre, korte højre, der afgjorde sagen i 5. omgang, den var der ikke noget i vejen med.
Piddubnyy (nu 4-0) er 34 år. Og det må være slut med utrænede bosniere i det modsatte ringhjørne, hvis han skal nå noget. Men han er også klar til bedre modstandere.
Ljungquists investering i Hvidovre
35-årige Kem Ljungquist (nu 21-1) er et sted i karrieren, hvor der med lidt held kan vente ganske store paydays – der er penge i sværvægt. Hans kamp på Hvidovre Bokseklubs pro-am stævne, med Primetime som promoter, var ikke sådan en payday. Det var en investering i, hvad kan komme.
Ljungquist er i skrivende stund nr. 31 på BoxRec og nr. 9 på WBAs verdensrangliste, og det bliver spændende at se, hvor den EBU Silver titel, han vandt i Hvidovre, kan bringe ham på EBUs Europarangliste. Inden kampen var han nr. 17.
Modstanderen i Hvidovre var den schweiziske cruiservægter Benoit Huber (nu 10-6), som Ljungquist allerede havde besejret én gang. Huber er ikke nogen dårlig bokser, og EBU kunne godkende ham til at bokse om titlen. Men han var heller ikke nogen stor trussel mod Ljungquist, der sendte ham i gulvet 3 gange, og stoppede ham i 11. omgang.
Det vigtige for Ljungquist er, at han nu på blot to måneder har vundet to mindre titelbælter, og fik et par sejre på cv’et. Og det kan blive ganske spændende at se, hvad det kan føre til af tilbud fra det store udland. Og kommer den store check ikke ind ad brevsprækken, så er en EM-kamp ikke helt utænkelig.
Ljungquist vil i så fald være den første dansker i 97 år til at bokse om den titel. Søren Petersen tabte i 1929 til belgiske Pierre Charles. Dengang hed forbundet IBU.
