Dansk professionel boksning fik god eksponering lørdag aften, med to stævner der blev streamet på henholdsvis Ekstra Bladet og Pluto TV/BT. Og i hvert fald stævnet i Royal Arena fik en presseomtale, jeg ikke har set del år for dansk professionel boksning, selv for noget større begivenheder end denne. Det er dygtigt promoter/PR-arbejde,
Der var ikke nogen helt store VM-titler på spil, som når Dina Thorslund bokser, men der var henholdsvis en WBC Silver titel og IBF International bælte på spil mod omhyggeligt håndplukkede modstandere, og det er den slags titler, der skal åbne døre for større ting. Når samtidig publikum igen begynder at komme til dansk professionel boksning, så bliver der også større muligheder for at udnytte åbningerne.
Men det er stadig et game, der kræver mere end bare sportslige resultater. Som Kem Ljungquist sagde til Ekstra Bladet efter lørdagens stævne og sejr i Næstved: ”Det nemme er bare at sætte et stævne op. Når man skal promovere sig, kræver det noget helt andet. Vi har ikke de samme midler, som et sportshold har.”
Her er der så lagt op til et 2024, hvor PR-evnerne og netværkskompetencerne hos Danish Fight Night skal konkurrere med den boksemæssige erfaring og ildsjæle-engagementet hos partnerskabet af Rng-Sde Promotions og TK Promotion. Det kan blive blive afgørende, hvem der bedst evner at kombinere de egenskaber.
Arena Næstved: Hårde matchninger i satsning
Rng-Sde Promotions satsede med et stævne i den store Arena Næstved. Og med flere matchinger, hvor der blev gået til stålet med hård modstand, hvor danske sejre langt fra var givet. Satsningen gik nogenlunde hjem.
Angiveligt var der godt 1.000 mennesker inde, selv om det så ud som mindre i den meget store hal, hvor der kan være et stykke over 3.000 tilskuere til boksning. De fik underholdning for pengene, og det gav stemning på trods af de tomme områder i hallen.
Stævnet var det første i regi af selskabet Rng-Sde Promotions, efter et par stævner som Team Ljungquist. Det markerer, at det ikke længere kun handler om, at Kem Ljungquist sammen med sin bror er promoter på sine egne stævner, men at de er i gang med at bygge en egentlig boksestald op, der løbende skal arrangere stævner også uden Ljungquist i ringen – i et nyligt offentliggjort parløb med TK Promotions.
Derfor var det vigtigt for boksestalden, at bukserne holdt denne gang, både økonomisk og sportsligt. Troværdigheden fik en godkendt karakter, med modstandere der kom for at vinde, og i flere tilfælde havde en reel chance for at gøre det. På kommende stævner kan det så blive en øvelse at have is nok i maven til at bygge boksere op uden at brænde dem ud for tidligt. Det gælder også sværvægteren Thomas Vinther, der måtte melde afbud til Næstved.
Ljungquist’s tyngde
Kem Ljungquist har det seneste års tid været gennem en boksemæssig udvikling, hvor træner Poul Duvill har justeret hans fodstilling og fået mere tyngde i hans boksning. Samtidig har han været gennem en personlig proces, hvor han samtidig skal lære at håndtere presset som arrangør – også når der bliver slået under bæltestedet. Og det sker i professionel boksning.
Begge udviklinger går fremad. Boksemæssigt har både Sefer Seferi og Johnny Muller mærket den nye hårdhed i boksningen, selv om Muller dog kæmpede en del mere for det. Og som person ser Ljungquist ud til at have lidt mere mentalt overskud, end da han i 2022 arrangerede stævne i Nykøbing.
Nu skal han som 33-årig steppe yderligere op, og her ligger en strategisk overvejelse i, hvilken vej han skal gå. På det seneste har sigtet været rettet mod en EM-kamp. Siden Søren Petersen i 1929 har ingen danske sværvægtere bokset om det professionelle Europamesterskab. Petersen blev stoppet af Pierre Charles i Belgien. Steffen Nielsen vandt EBUs EU-titel i 2003, men han boksede aldrig om EM-bæltet, og det gjorde Brian Nielsen heller ikke.
I en tid hvor VM-titlerne i sværvægt bliver holdt i et inaktivt jerngreb af et par navne, der snarts skal mødes, med stor sandsynligvis også i en rematch, så er europæiske sværvægteres interesse for EM-bæltet imidlertid pludselig vokset, efter at det i flere år været næsten irrelevant for mange af de større navne. Og så bliver det igen meget svært for Ljungquist at komme ind i billedet.
De næste kampe for Kem Ljungquist kan derfor meget handle om mindre titler i verdensforbundene, i stil med den IBF International titel han allerede har vundet og forsvaret, for at bygge ham op på ranglisterne på vejen mod de store kampe, der er hans mål. På den vej bliver det nok nødvendigt at tage lidt større chancer end Seferi og Muller. Ljungquist skal dog næppe bokse på det næste Rng-Sde Promotions stævne, der skulle være på bedding.
Kots gulvture – og fighteregenskaber
Det er gået stærkt for Emil Kot, der efter tre profkampe allerede er nr. 230 på BoxRec i supermellemvægt, og nr. 6 på den danske P4P rangliste. Og han er gået direkte fra 4 til 6 til 8 omgange på de tre kampe. Men det var nok lige ved at gå for stærkt. Det viste sig ikke at være nogen tilfældighed, at modstanderen Luca Di Loreto havde slået Jacob Porsgaard og haft ham i gulvet.
Kot var i gulvet i både 6. og 7. omgang, og især efter den første gulvtur så han ud til at være tæt på at blive stoppet. Men det er en gammel sandhed i professionel boksning, at det er i de situationer, en bokser viser, hvad han er lavet af. Og Kot kæmpede sig igennem, og fik en sejr på majority decision.
Der blev pebet en del af afgørelsen. Men spørgsmålet er naturligvis, hvor meget af Di Lucas offensiv, der egentlig var scorende træffere. Hans mange nakkeslag var det ikke, selv om de mærkede Kot. Nu blev det så til en dansk sejr, og temmelig vigtig erfaring.
Først og fremmest er konklusionen nok, at så stærkt skal det heller ikke gå. Der venter formentlig en række 6-omganges kampe det næste års tid, så 24-årige Kot kan få den rigtige professionelle ballast til større ting.
Khattabs rustne comeback
Abdul Khattab var et kendt og etableret navn at få på plakaten. Men fire års kamppause var til at se på nu 30-årige Khattab. Han vandt fortjent, men ikke overbevisende. Det bliver forhåbentligvis til flere kampe i den kommende tid, så han vise, om han kan komme tilbage til noget, der ligner niveauet fra 2016.
El Ahmads fornuftige profdebut
Georgieren Mikheil Gabinashvili bliver meget sjældent stoppet. Det blev han heller ikke denne gang, men høje Ahmad El Ahmad fik alligevel demonstreret talentet i en meget klar pointsejr. Hvis 24-årige El Ahmad fortsat bliver ført fornuftigt frem, kan det blive spændende at se, hvor langt han kan nå som prof.
Michael Nielsens nedtur
Michael Nielsen siger ikke nej til en udfordrende kamp. Det gjorde han heller ikke denne gang, og det blev til klart nederlag, hvor han blev stoppet af marokkanske Zouaki. Han har nu tabt 4 gange i de sidste 6 kampe, de 3 gange før tid. Det bliver svært at vende tilbage fra i en alder af 31. Men der kommer tilsyneladende stadig tilbud fra udlandet, så måske der kan vente endnu et oplevelser.
Yigits opgave skulle overstås
Det var tydeligvis ikke kamp, Anthony Yigit havde prioriteret højt, efter hans hårde kamp i Polen for kort tid siden. Han ankom fredag og vejede lidt for meget, og det virkede mest som en opgave, der skulle overstås, så han kunne få en sejr på rekordlisten inden større kampe. David Rajuili var så tilpas besværlig, at han boksede for at vinde, og så blev Yigit sejr ikke helt overbevisende. Måske han kunne være et emne for Enock Mwandila Poulsen?
Royal Arena: 40-0 til danskerne
Danish Fight Night rummede en profkamp mellem to danskere. Derfor var det teknisk umuligt, at alle danskere vandt alle omgange. Når vi ser bort fra danskerkampen, var det dog det, der skete. Samtlige 40 påbegyndte profomgange blev vundet af den danske bokser. Kun i én omgang var én sidedommer uenig, da Lars Aspelund gav Irakli Alanidze en omgang mod Hamza Hussein.
De énsidige kampe vidner om den forsigtige matchning, der kendetegnede et stævne, der havde fået lokket en del tilskuere ind – ifølge folk i hallen i hvert fald 1.500. Der blev ikke taget chancer med de boksere, som stævneaktiviteten og en eventuel tv-aftale for Danish Fight Night skal baseres på i 2024. Næste stævne er allerede annonceret til den 13. januar, pg sandsynligheden taler vel for en ny aftale med Pluto TV/BT. Men intet er offentliggjort endnu.
For boksefans er det selvsagt nok så interessant, hvordan hver enkelt bokser skal bruge de rangeringer og den boksemæssige udvikling, som opbygningskampene i år har skabt. For nogen skal der nok bygges videre, for andre skal der snart kapitaliseres. Op opbygningen af boksern vil mere stævne aktivitet end i 2023 være et plus.
Sarah Mahfouds VM-udsigter
Det kan være kedsommeligt at få ret. Som vi skrev i previewet: ”Det kunne på forhånd ligne en kamp, hvor Mahfoud kan sætte points på kontoen omgang efter omgang.” Det kunne hun så, mod en aldrende og langsom Acuna, der traskede fremad på flade fødder. Argentineren viste sig præcist så meget på retur, som hendes seneste kampe har vist. På den baggrund så Mahfouds boksning godt ud.
Målet med kampe som den mod Acuna er en ny VM-kamp, det er meldt klart ud. I forbindelse med lørdagens stævne har 34-årige Mahfoud udtalt, at på et et eller andet tidspunkt bliver hun uundgåelig. Til BT har hun også udtalt, at der gerne må være økonomi i det: ” ”Det kunne være fedt lige at slutte af på en eller anden måde, hvor man kan læne sig tilbage og sige: ‘Okay, det gav sgu mening til sidst’.”
Men det er stadig et puslespil, der ikke er helt så nemt. I skrivende stund er Mahfoud nr. 8 hos WBA, nr. 4 hos WBC, nr. 1 hos IBF og nr. 2 hos WBO. WBA/WBC/IBF/WBO verdensmesteren Amanda Serrano skal sidst på måneden møde WBO Interim mesteren Danila Ramos.
Umiddelbart kunne det virke oplagt at gå IBF-vejen. Her har Mahfoud jo været verdensmester indtil Serrano-nederlaget. Men nu er det altså WBC, der er blevet satset på med WBC Silver titlen. Og her er australske Skye Nicolson ny Interim mester. Hvis Mahfoud bliver mandatory her, kan det altså meget vel blive Nicolson, hun kan blive mandatory til. Nicolson er hos engelske Matchroom, og nok svær at lokke til Danmark. Og hvor mange penge vil der være i en kamp mod Nicolson i England? Næppe de penge, Mahfoud håber.
Så er der naturligvis den kamp mod Dina Thorslund, som medierne hele tiden er interesseret. Den kamp kan der være store sponsorpenge i. Og afhængigt af Thorslunds fremtid hos Disrupt Promotions, og prioriteterne hos de andre verdensmestre i bantamvægt, er det måske en kamp, Thorslund har nok så meget brug for som Mahfoud lige nu. Tidligere Palle-tilbud på kampen har rummet optioner, og måske det er realistisk nu?
Enock Mwandila Poulsen mod EM-kamp ?
Poulsen fik tiltrængt kamptræning efter halvandet års frustrerende pause, selv om det skete mod behersket modstand. Der er ikke meget at skrive om de otte ret kedelige omgange, men det var otte omgange i banken og et tal mere på rekordlisten, der nu siger 14-0.
31-årige Poulsen er blevet lovet en direkte EM-kamp mod vinderen af Franck Petitjean og Adam Azim, da han accepterede at træde til side for deres kamp. Azim regnes som klar favorit mod Petitjean, og hvis han vinder, så bliver han ikke nem at hente til Danmark. Han er hos Boxxer, der har britisk tv-aftale med Sky.
Øvelsen kan bliver at presse prisen op på Poulsen for at komme til England. Hvis det ikke lykkes godt nok, så måske der ligger andre udenlandske kassekampe derude for en ubesejret tidligere Europamester. Yderligere en stribe holde-i-gang i 2024 kan næppe være en option.
Et boost for Meng’s selvtillid
Den bløde matchning af Oliver Meng gav vel præcis det resultat for Meng, som man kunne håbe efter et par tunge kampe i første halvår. Han fik lov til at få sin boksning til at køre, og han fik endda sluttet kampen effektfuldt af med en KO.
Meng har endnu et stykke vej til de helt store kampe. Ganske vist er han nr. 15 hos WBA, qua den Continental Europe titel, han vandt tidligere på året. Han er i skrivende stund ikke blandt de 35 navne på EBUs rangliste – her er Continental Europe titlen faktisk en stopklods.
Vejen frem for 24-årige Meng må være yderligere opbygning på vejen tilbage fra de ret inaktive år fra 2020 til 2022. En mindre titelkamp igen må være oplagt, og måske en anden titel end WBA Continental titlen. I den forbindelse vil det være en fordel for Meng, hvis Mahfod og Poulsen ikke bliver skudt af til udlandet endnu. Mindst et par kampe mere som main support vil nok være godt for udviklingen.
Victor Ramons vilde kamp
I sin første kamp efter tre-et-halvt års boksepause blev Victor Ramon den ene aktør i aftenens mest underholdende kamp. Ramon – der blev far kort før stævnet – vandt alle fire omgange hos sidedommerne, men kampen blev et katteslagsmål, hvor han selv blev ramt en del. Det er lidt bekymrende mod en mand som Luka Tvaliashvili.
Georgieren var én af dem, der kom for at forsøge, men han er også en mand, som en ambitiøs weltervægter skal kunne slå. Så hvis Ramon for alvor skal tilbage på sporet, skal han nok håbe på god stævneaktivitet over længere tid, så den lange kamppause for alvor kan blive hvisket ud, og defensiven blive styrket. Den ofte oprejste, lidt stive stil kan blive farlig mod bedre modstandere.
Hussein brødrene markerer sig
Ali og Hamza Hussein har gemt sig for det danske publikum på tyske GBA-stævner, hvor de har gjort det fint. De har nu begge markeret sig ved at slå danske profdebutanter. Hamza besejrede Thorbjørn Boudigaard i maj, Ali slog på dette stævne Yusub Pashaev. Samtidig vandt Hamza over Irakli Alanidze, der tidligere har slået Jeppe Møller Christensen.
Det må skabe basis for, at de to Robert Larsen boksere kan blive en del af kommende DFN-stævner. Ali er ganske vist 36 år, så boksefremtiden er vel ikke så lang. Men Hamza er blot 23, så han godt have noget at bygge på. For Yusub Pashaev var det ikke nogen stor skam at tabe til en mere erfaren professionel, så måske han kan få nye chancer, ligesom Thorbjørn Boudigaard.
Hansens lange vej
Mathias Hansen viste lidt fremgang i forhold til profdebut’en. Men endnu en gang måtte han gå tiden ud, mod en journeyman, der var blevet stoppet i 3 af sine sidste 4 kampe. Hansen havde godt nok Dusan Krstin rystet et par gange, men det er tydeligvis ikke slagkraften, Mathias Hansen skal leve på.
Da Hansen vandt U-EM sølv i teenageårene var han kendt for god teknik og hurtige hænder. De dyder bør nok skærpes igen, sammen med timingen, de lige stød og kombinationerne, så kan han dominere kampe fra afstand. Brian Nielsen var bedre til at være Brian Nielsen, så måske det også ville hjælpe at smide lidt kilo.
Den udvikling kræver nok lidt mere end to årlige kampe over fire omgange. Så 22-årige Mathias Hansen må håbe, at januarstævnet bliver startskuddet for et mere aktivt 2024.
Boudigaard i Tyskland eller Danmark ?
Ifølge BoxRec skal Thorbjørn Boudigaard bokse i februar i Hamburg, mod den tyske debutant Abbas Erol. Men som altid med tyske stævner med Mario Pokowietz som matchmaker, må man vel sige: ”Det må tiden vise”.
Nu fik han igen chancen på et Danish Fight Night, trods det klare debutnederlag til Hamza Hussein. Det blev til den KO-sejr, der måtte forventes, mod den georgiske umulius Archil Gigolashvili, der altid bliver stoppet tidligt, når han bokser udenfor Georgien. Det siger ikke meget, men det var godt for Boudigaard at få udlignet rekordlisten – og måske en ny DFN-chance.
