THE PREVIEW: Danish Small-Hall Weekend

Uden small-hall stævner ingen store professionelle arenastævner. Denne weekend byder to af slagsen, et arrangeret af Danish Boxing Promotion og et stævne stablet på benene af Danish Fight Night. Det ene i Kulturhuset i Skanderborg, det andet i en konferencesal på Scandic Sluseholmen i København.

Begge steder kan rumme i omegnen af 500 tilskuere, der får en oplevelse med mere nærhed end på tribunen i en stor arena. Det er fint med den slags stævner, hvor tingene bygges op, men nogen guldrandet forretning er det næppe.

Matchningerne på begge stævner lægger ikke op til den helt store spænding, måske bortset fra Hamza Husseins hovedkamp i København. Det afspejler blandt andet budgettet. Så mon ikke vi også får nogen danske KO-sejre i løbet af fredag og lørdag.

Danish Boxing Promotion holder sit stævne nr. 2 i Skanderborg, og fortsætter en opbygning fra square one. Det byder på 6 kampe, hvoraf de 5 er over 4 omgange. Kun hovednavnet Ditlev Rossing har skullet forberede sig på 8 omgange. Der er udsolgt i Kulturhuset.

Danish Fight Night på Scandic Sluseholmen i København har fået overskriften ”Big Boys Boksegalla”. Tre af fem kampe på stævnet er i sværvægt. Men de tre sværvægtskampe er ikke stævnet største kampe.

Hamza Husseins titelkamp i cruiservægt er hovedkamp, og supermellemvægteren Oliver Zaren er det største navn. Stævnet byder på 4 kampe med dansk deltagelse, suppleret af norske Brage Hansen Lange (4-0). Halvandet døgn før stævnet er der tæt på udsolgt.

FREDAG I SKANDERBORG

Rossing vs. Stawiarski
30-årige Ditlev Rossing (17-1) er tilbage i cruiservægt, efter i et par kampe at have kæmpet sig i letsværvægt. Det sker i en på papiret overkommelig opgave mod polske Krzysztof Stawiarski (3-9). YouTube åbenbarer dog mindst én kamp, der ikke er registreret på BoxRec.

Polakken er blevet stoppet et par gange, men rekordlisten indikerer i øvrigt en mand, der godt kan give modstand i nogen omgange. Polakken virker rimeligt fysisk stærk, og han vil ligesom Rossing gerne ind og slå hooks på halvdistancen.

Rossing gør klogt i at holde disciplinen og ikke gå alt for tæt på. Stawiarki har flere gange vist sig sårbar for dybe træffere, så det kan blive et godt våben for Rossing.
Chancefordeling: 90-10

Mbilizi vs. Gamgebeli
Enock Mbilizi (2-0, billedet) har to pointsejre på cv’et. Spørgsmålet i denne kamp er mest, om den bliver den tredje, eller om Mbilizi kan få sin første professionelle sejr før tid, Nukri Gamgebeli (15-20) er blevet stoppet i 10 af sine 20 nederlag, alle bokset udenfor Georgien.

Gamgebeli er en bokser, der gerne vil ind og slås, og gerne med dybe træffere. Han er rimeligt høj, men krummer ofte ryggen og går ind med hooks. Mbilizi kan godt få en hård aften på kontoret, hvor han skal udnytte sin gode teknik og bokseøje, og holde gang i jabbet, så Gamgebeli bliver neutraliseret.

Georgieren er selv før blevet stoppet af dybe træffere, så det kan være et våben. Men Mbilizi er næppe typen, der skal gå for tæt på sin georgiske modstander. Den skal bokses hjem.
Chancefordeling: 90-10

Boudigaard vs. Tevdorashvili
Giorgi Tevdorashvili (11-41-4) har mange nederlag på cv’et, og han er blevet stoppet i 23 af dem. Senest blev han stoppet i 3. omgang af Kilat Hallie, der om en måneds tid skal møde Steffen Rørstrøm i Blokhus.

Alligevel ligner georgieren på papiret med sin store rutine mod stærke folk en rimelig modstander til Thorbjørn Boudigaaard, der skal tilbage efter et knebent nederlag til samme Rørstrøm.

Om han så er et fornuftigt valg er en anden sag. Tevdorashvili er en rutineret ræv, der er kendt for unoder, især stangeri. Spørg Tobias Sørig, der fik flækket øjenbrynet af den georgiske pandebrask. Boudigaard gør klogt i at få gang i jabbet og holde afstanden, også fordi Tevdorashvili har rimeligt punch, ikke mindst dybt.

Hvis ikke Boudigaard kan holde Tevdorashvili fra livet, kan de 4 omgange blive en rodet og uskøn affære.
Chancefordeling: 85-15

Møller vs. Sudarev
Det er altid en lidt speciel øvelse at skulle rejse sig et KO-nederlag. Det er øvelsen for Nikki Møller Nielsen. Den 24-årige moldover Ruslan Sudarev (1-0) kunne godt ligne en velvalgt modstander til den opgave.

Ganske vist har Sudarev vundet sin profdebut. Video fraa den kamp viser en rimeligt velskolet bokser med en ret traditionel stil. Men kamopen ligner mest sparring, og Sudarev ser ikke voldsomt hårdtslående ud.

Han er bevægelig, har fine undvigelser, og bokser mest bag jabbet, men sætter også nogen direkte højrer. Men debutkampen var i letmellemvægt, Mod Møller skal han op mod en rutineret supermellemvægter. Moldoveren har også kæmpet MMA, men det gavner ham næppe det store her.
Chancefordeling: 90-10

Mikkelsen vs. Abuladze
For nogen måneder siden fik Rasmus Mikkelsen (1-0) en ganske kompetent modstander i sin profdebut. Den opgave klarede han flot. Denne gang bliver han tilsyneladende steppet ned mod den på papiret ganske overkommelige Amiran Abuladze (8-5-1).

Abuladze har ikke været i kamp siden 2017, hvor han tabte til en debutant hjemme i Georgien. Inden da var han blevet stoppet før tid alle de 4 gange, han boksede udenfor hjemlandet. Det ligner en kamp, hvor Mikkelsen kan få sin første KO på cv’et.
Chancefordeling: 95-05

Maximilian vs. Dutrov
Oliver Maximilian (1-0) havde egentlig fået, hvad der lignede en mere end hård matchning i ukraineren Vladyslav Vaskovskyi. Efter et sent modstanderskifte er det blevet til noget mere overkommelig opgave i den moldoveren Wladimir Dutrov (0-3).

19-årige Dutrov er blevet stoppet tidligt, hver gang han er gået i ringen som professionel, og han har faktisk ikke mødt imponerende modstand. Dutrov har lært at bokse, men ikke med den store finesse og fysik. Han er med en oprejst stil ikke svær at ramme med højren. Hvis Maximilian får sat pres på kan kampen være ret hurtigt færdig.
Chancefordeling: 95-05

LØRDAG PÅ SCANDIC SLUSEHOLMEN, KØBENHAVN

Hussein vs. Räsänen
Finske Niklas Räsänen (17-3-1) har været inde mod en række ganske gode modstandere. Senest havde han den ubesejrede italiener Claudio Squeo i gulvet, inden han tabte på points i en IBF European titelkamp. I 2016 tabte han en EBU EU-titelkamp til Mariano Hilario. Han har bokset uafgjort mod Patrick Mendy og tabt til Dayron Lester, som begge har optrådt i Danmark.

Så denne WBC International titelkamp ligner den første store test for Hamza Hussein (8-0), der indtil nu har vist ganske lovende takter. Räsänen er en ret kompakt cruiservægter, der havde sine bedste år i supermellemvægt, og han er højrefodsbokser ligesom Hussein, der vil have fordel i højde og rækkevidde. Den fordel skal udnyttes mod finnen, der kan være farlig med venstrehånden på halvdistancen.

Räsänen kan have en tendens til at bokse med hænderne lavt, og det kan den ganske hurtige Hussein måske udnytte. En pointsejr til Hussein er sandsynlig, hvis danskeren ikke dummer sig.
Chancefordeling: 70-30

Zaren vs. Cavret
Oliver Zaren (15-0) havde et fint 2024 med flot fremgang. Alligevel træder han tilsyneladende nu et skridt med matchningen mod franske Samuel Cavret (8-3-1). Cavret sniger sig lige ind BoxRecs top-500, men bedømt på kvaliteten af hans modstandere er det en noget flatterende rangering.

Franske professionelle bliver ofte ganske hårdt matchet tidligt karrieren, men det kan man ikke sige om Cavret. Denne franskmanden boksede i sin anden profkamp uafgjort mod en debutant, der i dag er 0-1-1, og han tabte i sin tredje kamp til mand, der var 1-0-1.

Han har i samtlige sine kampe kun mødt én modstander med en positiv rekordliste, Ismael Seck, der kom som 12-8-2, og ham tabte han til. I kampen efter tabte Cavret på hjemmebane til en journeyman, der var 17-51-7. Alle Cavrets sejre har været mod folk med negative rekordlister, og 7 af 8 er vundet på points.

Cavret kunne sagten være en udmærket modstander til et ungt talent med 5-10 kampe, men Zaren er som nr. 56 i verden et andet sted nu. Og med 15-0 på rekordlisten burde de små titelkampe nærme sig. I det mindste har Cavret ikke været stoppet som prof, så måske Zaren kan få nogen omgange under bæltet.
Chancefordeling: 95-05

Hansen vs. Smajlovic
Mathias Hansen (6-0) er indtil nu blevet ført ganske forsigtigt frem, og der er ikke meget, der tyder på, at han for alvor vil blive testet mod bosnieren Elvis Smajlovic (17-18-3).

Smajlovic har bokset en stor del af karrieren i cruiservægt, en enkelt gang kun 2 pounds over letsværvægt, og først fra midten af 2023 har han taget op mod 20 kg på og bokset i letsværvægt. Han var cruiservægter, da Ditlev Rossing slog ham ud i 2022.

Smajlovic er en rutineret spoiler, der oftest bevæger sig rundt i behersket tempo bag dobbeltparader, svajer og dukker en smule og prøver at holde modstanderen i skak med enkeltstød som højre sving, og så holde når han bliver presset.

Men Hansen bør være både for stor og for hurtig for Smajlovic, og det vil være en overraskelse, hvis kampen går alle omgange.
Chancefordeling: 95-05

Piddubnyy vs. Mikula
Når en modstander kommer med en pletfri rekordliste på 3 KO-sejre, så ville det ofte umiddelbart indgyde spænding om, hvad han kommer med. Så nervøs på Nikolay Piddubnyys vegne bør man næppe være her.

Tomas Makula (3-0) har mødt meget behersket modstand, og de to kampene er vejet ind pænt under grænsen til cruiservægt. Piddubnyy er ikke nogen vægtmæssigt stor sværvægter, men han bør have en fysisk fordel – udover at han som nordisk mester hos amatørerne har et andet boksemæssigt niveau end tjekken.
Chancefordeling; 95-05

Kommentarer