“High risc, low reward” – høj risiko men begrænset udbytte – det er noget, man oftest undgår i både finansiel investering og i profboksning. Risiko og udbytte skal vurderes nøje.
Isoleret set for denne kamp kan man selvfølgelig diskutere, hvor stor en risiko tanzaniansk-svenste Awadh Tamim egentlig er for Kem Ljungquist. Men selv om Ljungquist må være ret klar favorit, så er han i en fase af karrieren, hvor der er rigtig meget på spil.
Med Ljungquists rekordliste og rangeringer ligger de store, lukrative chancer snublende nær. Og Tamim er ikke så ufarlig, at snubletråden ikke godt kan ligge netop her – også med Ljungquists svære kamp i K.B. Hallen fornylig taget i betragtning.
Men nu er Ljungquist altså også det absolutte hovednavn på hans hjemmebane i Nykøbing, og så er RNG-SDE Promotions nødt til at levere en hovedkamp, der ikke er helt uden sportslig værdi – på et stævne, som ingen i øvrigt tjener mange basører på.
Der skulle også have været taget en chance med Emil Kot, der efter en par skuffende kampe skulle bevise i sin berettigelse som prof, i en rematch mod manden, der slog ham i Korsør, Andrei Sanjura. Men Sanjura har meldt fra, så aftenens på forhånd måske mest spændende kamp bliver ikke til noget. Arme Allman har tidligere meldt fra på grund af en skade.
Stævnets øvrige profkampe er typiske tidlige opbygningskampe på et lille holde-i-gang stævne, hvor 4 af fem profkampe er over 4 omgange.
Ljungquist vs. Tamim
40-årige Awadh Tamim (16-9) har tabt sine sidste fire kampe, de tre seneste før tid. Men det er altså tre ubesejrede top-100 navne, der har stoppet ham, Alexander Frank, Jose Larduet og Mourad Aliev. Og Tamim kan godt selv slå. Det beviste han 2023, da han stoppede Shkelqim Ademaj i Tyskland og Pezhman Seifkhani i Sverige.
Ljungquist kan får brug for sin rækkevidde og jabbet til at holde Tamim beskæftiget, og undgå for meget bryderi. Tamim må ikke få gang i sine højre sving. Kan Ljungquist holde disciplinen og afstanden, bør han kunne tage en pointsejr. Om han kan slide Tamim ned før tid, vil være et stort spørgsmål.
Chancefordeling: 80-20
El Ahmad vs. Melnyk
Ahmad El Ahmad (4-0) har med ret sent varsel fået ny modstander i ukraineren Rafail Melnyk (3-6). Og Melnyk er på papiret nok en anelse bedre end den oprindelige modstander, Marius Col.
Melnyk er en bevægelig og velskolet bokser, der kan slå med begge hænder. Det kan godt blive en udfordrende opgave for El Ahmad, der skal udnytte sin gode timing for at hente en sejr hjem.
Chancefordeling: 75-25
Idrissi vs. Shariashvili
Elias Idrissi (3-0) står til at skulle bokse to gange på et par uger. Den første af de to kampe, den på stævnet her, bør ikke være en opgave, der bringer den ubesejrede rekordliste i fare. Georgiske Irakli Shariashvili (9-14-1) har kun prøvet at vinde kampe hjemme i Georgien.
Shariashvili er en høj letvægter, der er er stoppet i præcis halvdelen af sine 14 nederlag. Han er dygtig defensivt og ikke altid nem at ramme rent, og i Aarhus i 2019 gik han tiden ud med en stærke Khurshid Tojibaev. Men Idrissi’s hurtige hænder bør kunne finde målet, gerne også dybt.
Chancefordeling: 90-10
Thorsen vs. Csomor
Ungarske Andras Csomor (18-38-2) har krydset næver med nogen af de gode navne i europæisk sværvægtsboksning, Duhaupas, Smakici, Shala, Pervizaj, Rozanski, Sosnowski, Chisora, Helenius. Men han er også blevet stoppet, ofte tidligt, når han har mødt de stærke folk – men han har altså mødt nogen stærke.
Så reelt er Csomor et step op for Thorsen. Og han er da også en solid og rimeligt fysisk stærk sværvægter, der kan slå med begge hænder og give Thorsen noget modstand. Thorsen skal i hvert fald både have gang i hænderne og sætte sig i respekt, hvis han skal have kontrol over kampen.
Chancefordeling: 85-15
Stævnet indledes af tre amatørkampe og en profkamp mellem svenske Mohammad Al Maliki og moldoveren Ion Catarau.