Der er ingen titelkampe på Crowne Plaza i Ørestaden. Primetime Boxing hovednavn for nærværende, Jacob Bank, er ikke med. Det er de unge håb Elias Idrissi og Victor Hoveling heller ikke. Og en kamp med Kem Ljungquist måtte sent aflyses.
Alligevel er det lykkedes Primetime at stable et solidt professionelt boksestævne på benene. Det vidner om, at stalden er ved at etablere sig med både bredde og dybde.
Stævnet var oprindeligt slet ikke på sæsonplanen. Men så kom sjællandske Oliver Zaren på fast kontrakt, og partybussen skulle på hjemmebanetur. Det ligner et stævne uden de helt store knaldperler, men med solid bred kvalitet i matchningerne.
Zaren vs. Maigwisya
26-årige Joseph Maigwisya (14-3) er i skrivende stund nr. 79 på BoxRec. Det gør ham til en ganske godt fundet modstander til Oliver Zaren (16-0), der bokser sin første kamp i den nye faste aftale med Primetime Boxing, og som hovedkæmper sætter et udråbstegn bag en fin boksemæssig udvikling over et par år.
Når vi reelt skal vurdere Maigwisya, er det dog nok mere hans tre nederlag på udebane, vi skal kigge på, end hans BoxRec placering og mange sejre hjemme i Tanzania. I august sidste gav han for eksempel den ubesejrede Kosovo-tysker Altin Zogaj hæderlig modstand, inden han tabte på points over 10 omgange – en distance Zaren for første gang har skullet forberede sig på til lørdagens kamp.
Maigwisya bokser ret traditionelt bag jabbet, og med et udmærket bevægelighed og repertoire. Men han har en tendens til at støde jabbet frem, og i det hele taget til at slå armslag. Zaren har mere eksplosion og timing i slagene, og det bør være afgørende.
Chancefordeling: 85-15
Mortensen vs. Vunjabei
Tanzanianske Halima Vunjabei (16-13-1) leverede i sin seneste kamp en overraskelse, da hun i Tyskland knockout’ede Songül Ayten. Og hun har i mange andre udebanekampe givet hjemmebaneboksere god modstand, flere gange i mindre titelkampe. Hun er kun blevet stoppet én gang.
Det er dog værd at bemærke, at den 30-årige tanzanianer tidligere har bokset helt nede i minimumvægt og letfluevægt. Som superbantamvægter er hun ikke særlig høj, men tætbygget. Hun prikker med venstren for at sætte sin højre op, ofte som sving. Det var sådan et sving, der afgjorde kampen mod Ayten.
Mortensen bør dog have tilstrækkelig teknik og timing til at styre Vunjabei, der også er til at ramme med højren. I hvert fald hvis Mortensen ikke forivrer sig i angrebene og kommer for tæt på. Ofte løber Vunjabei sine angreb ind, og der må være åbent for kontraer. Der kunne godt være lagt op til en dansk pointsejr.
Chancefordeling: 90-10
El Ahmad vs. Faretina
Ahmad El Ahmad (8-0) nærmer sig punkt i profkarrieren, hvor han bør steppe op i modstand. Den 32-årige italiener Leonardo Faretina (8-6-1) er på papiret ikke helt det step, så dette ligner endnu en udviklingskamp for El Ahmad.
Faretina er aldrig blevet stoppet, men han har heller aldrig besejret nogen imponerende modstand som prof, og han har blot 3 sejre før tid. Men Faretina har en fin amatørkarriere bag sig, selv om det ligger nogen år tilbage. Så El Ahmad må absolut ikke undervurdere ham.
El Ahmad vil have fordel i højde og rækkevidde, men det har han som regel. Og han skal udnytte den fordel, og ikke bokse på den velskolede italieners præmisser. Så ligner det en dansk pointsejr.
Chancefordeling: 80-20
Thorsen vs. Sosinski
Polakken Jakub Sosinski (8-10-1) viste holdbarhed og gik tiden ud, da han i 2024 blev udbokset af Morten Givskov i Kolding. Men han er blevet slået ud tidligt i hans to kampe siden, og han har tabt 4 af sine sidste 5 kampe før tid.
35-årige Sosinski er en ret lille, tætbygget sværvægter, der er til at ramme, og Thorsen har rimelig slagkraft. Så Thorsen kan meget vel tænkes at gøre arbejdet hurtigere færdigt end Givskov.
Chancefordeling: 95-05
Faour vs. Munteanu
Moldoviske Ilie Munteanu (1-5-1) var også i Danmark i 2024. Da fik han uafgjort mod Michael Nielsen i en kamp, hvor mange så Munteanu som vinder. Den præstation bør han ikke kunne gentage mod Ilias Faour (2-0).
Munteanu har leveret sine største præstationer i kickboxing, og han har også kæmpet bareknuckle, så han er ikke en mand, der viger tilbage for et slagsmål, men han kan også godt slå lige stød. Faour bør dog have alt for mange værktøjer i kassen til for alvor at blive truet i denne kamp.
Chancefordeling: 90-10
Khatib vs. Kazemi
Denne kamp rummer noget så usædvanligt som en dansk profdebutant, der ikke er favorit i sin debut. Maher Khatib er valgt som modstander til afghansk-norske Sayed Kazemi (4-0), ikke omvendt. Men 28-årige Khatib har også som amatør været kendt som en mand, der ikke veg tilbage for en udfordring, og sådan én har han altså også taget her.
Kazemi er en teknisk velskolet højrefodsbokser, der oftest bokser bag tætte parader. Han kan slå effektfulde hooks med begge hænder, både højt og dybt. Som amatør fik han foræret en 2-1 pointsejr mod Frederik Lundgaard i en landskamp.
Det kan godt blive en spændende kamp, men Khatib skal nok for alvor finde fighteregenskaberne frem, hvis han skal vinde.
Chancefordeling: 30-70