En uge efter Danish Fight Night i Randers prøver Team Sauerland at lokke publikum til Forum Horsens. Umiddelbart ser billetsalget her ikke fantastisk ud, som det heller ikke gjorde i Randers i sidste uge. Og i Køge prøver Hadi Hamane Promotion at hente publikum til et stævne, hvor der kun i én af syv kampe er dansk deltagelse.
Sauerland har taget en publikumsmæssig chance ved at rykke Dina Thorslund ud af komfortzonen i Struer. Boksemæssigt er det måske ikke Thorslunds største opgave indtil nu, men det er dog et mandatory forsvar af et VM-bælte i et stort forbund – og den slags kampe ser vi ikke så ofte i Danmark. Måske er det også Thorslunds sidste forsvar af WBO-titlen i superbantamvægt, for rygtebørsen rumler om promoterplaner om at rykke Thorslund op i fjervægt.
Main support er sværvægteren Kem Ljungquist, der kommer på en lidt undervurderet test. Og resten af undercardet vidner om en dansk Sauerland-stald, der har behov for at blive genopbygget, hvis det skal blive til meget mere på dansk grund.
Man savner en Mikkel Nielsen, en Abdul Khattab, en Mahdi Jallaw, der alle har fundet til andre græsgange, hvor der bliver satset mere på dem – mens Dennis Ceylan som bekendt er stoppet. Når man kigger grundigt ned i matchningerne, kan der sagtens blive tale om spændende kampe, måske endda danske nederlag, men udover de to hovednavne, så mangler attraktionen lidt.
Thorslund vs. Adams
Thorslunds andet forsvar af WBOs VM-titel i superbantamvægt er mond mandatory udfordreren. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at australske April Adams bliver Thorslunds hidtil sværeste opgave.
Adams (11-1-1) har kvalificeret sig til sin mandatory status via en WBO Asia Pacific titel. Hun har kun mødt modstandere fra den australsk-asiatiske boksescene, og det kan gøre en sammenligning vanskelig. Men vurderet ud fra videoer ligner Adams en veltrænet bokser med høj arbejdsrate, men lidt boksemæssigt begrænset.
Det kan blive en kamp i højt tempo, men umiddelbart ser offensive Adams – der er kickbokser ved siden af boksekarrieren – ud til at ligge godt til Thorslund, så det hele kan komme til at handle om, hvor meget Adams kan tage imod.
Chancefordeling: 80-20
Ljungquist vs. Enguema
Aftenens mest oversete og undervurderede matchning er nok Kem Ljungquists kamp. Hvis man vurderer spanske Gabriel Enguema på rekordlistens cifre (10-8), så kan man gå virkelig galt i byen.
Man vinder ikke to omgange mod verdensranglistebokseren Oscar Rivas, eller presser Edmund Gerber til en majority decision og top-100 bokseren Evgenios Lazaridis til en split decision, hvis man ikke er en ganske habil sværvægter. Enguema er da også i skrivende stund nr. 163 på BoxRec, hvor Ljungquist er nr. 145.
Det er næppe helt tilfældigt, at Team Sauerland har holdt Enguema væk fra deres tyske håb, Albon Pervizaj, og de er ellers glade for at sammenligne Ljungquist og Pervizaj ved at teste dem mod samme modstandere. Spanieren er næsten lige så høj som Ljungquist, oprejst og klogt boksende, med ganske hurtige hænder og et godt jab.
Med andre ord, det her er en seriøs test for Ljungquist, og han risikerer faktisk at snuble her, hvis han ikke formår at holde arbejdsraten oppe gennem de otte omgange. Det kan meget vel blive et taktisk skakspil, ikke nødvendigvis underholdende, men det kan blive spændende.
Chancefordeling: 60-40
Kore vs. Bezvoda
Landry Kore (9-0-1) har det sidste års tid flere gange imponeret i udebanekampe, hvor han var regnet som underdog. Det bliver han belønnet for med en kamp på stævnet. Mod tjekkiske Tomas Bezvoda (6-6) må Kore være favorit, men det behøver ikke at blive en helt nem kamp.
I december tabte Bezvoda på en majority decision mod den ubesejrede lokalhelt Emre Cukur i München, og tidligere i 2018 knockoutede han indtil da ubesejrede Marten Arsumanjan. Bezvoda er kun blevet stoppet én gang, i England mod top-100 bokseren Jack Cullen, så det peger i retning af en kamp, hvor Kore skal arbejde for sejren – og hvor han ikke skal være sikker på noget på forhånd.
Chancefordeling 75-25
Hede Jensen vs. Garcia
Superfjervægteren Frederik Hede Jensens ene profnederlag var mod en spanier. Nu skal han møde en mand af samme nationalitet, og vel mod en mand, der i februar boksede om det spanske mesterskab i letweltervægt.
I en tid, hvor vi ofte ser danskere møde folk, der kommer fra lettere vægtklasser, men der må vel være en mening med, at matchmaker Tom Dallas har fundet en tungere mand i Ruben Garcia (5-7-2), der endda ikke er nogen dårlig bokser. I december knockoutede han den indtil da ubesejrede belgiske letweltervægt Antoine Vanackere, og han har bokset uafgjort mod Clark Telamanou, der få måneder efter tabte en kneben majority decision mod Osama Hadifi.
Det virker med andre ord som en lidt underlig og usmart, high risc, low reward matchning for Hede Jensen. Mange almindelige boksefans vil bare se på Garcias negative rekordliste, men i mine øjne lurer der en ubehagelig overraskelse her. Hvis jeg spillede, så ville jeg faktisk ikke sætte mine penge på Hede Jensen.
Chancefordeling: 45-55
Dzindo vs. Zeller
GBUs Continental titel er angiveligt på spil i denne 8-omganges kamp. Det er ligegyldigt. Det er mere interessant, ar Haris Dzindo (10-0) i Horsens får sin med stor sandsynlighed hidtil sværeste profmodstander i rutinerede Istvan Zeller (38-26).
Nu har Dzindo heller ikke mødt det helt vilde indtil nu, så det bliver interessant at se, hvordan han håndterer en mand, der har været inde med folk som Zac Dunn, Shefat Isufi, Bilal Akkawy, Rocky Fielding, Jayde Mitchell og Mark Heffron.
Dzindo må trods alt være favorit, men som i Kores kamp kan det meget vel ende med en besværlig arbejdssejr.
Chancefordeling: 65-35
Rasinlic vs. Binienda
To gange tidligere har Przemyslaw Binienda (2-24) bokset som prof i Danmark. Shahriyar Weissi vandt alle fire omgange mod polakken, mens det tyske håb Leon Bunn ikke havde det store besvær med at stoppe Binienda i 2. omgang. Svenskeren Hampus Henriksson pointsbesejrede ham i en kamp i Sverige.
Men Binienda er trods alt en journeyman, der er gået tiden ud, oftere end han er blevet stoppet, og han kan godt bokse. Lille tætbyggede Amer Rasinlic er på sin side en ganske rutineret amatør, der bør være for dygtig og fysisk stærk for polakken. Men det kan sagtens blive en kamp, der går alle fire omgange.
Chancefordeling: 80-20
Nielsen vs. Sachev
Horsensbokseren Michael Delarosa Nielsen er ikke bare profdebutant. Han er også en relativt uerfaren amatør, selv om han i november erobrede et dansk mesterskab i sin amatørkamp nr. 16, efter kun to et halvt år som kampbokser.
Den 30-årige bulgarer Stefan Sashev er på sin side en rutineret ræv, og hans TKO-sejr i marts over den ubesejrede englænder Brandon Ball viser, at han han kan bruge sine to hænder, på trods af 5-22-1 cifrene på rekordlisten.
Den ubekendte faktor her er, hvad Nielsen reelt kan, og hvad han har fået ud af sin hårde træning op til kampen. Men mit gigtknæ dunker ildevarslende, ligesom i Frederik Hede Jensens kamp.
Chancefordeling: 45-55
Som vanligt har Team Sauerland norske og svenske boksere på programmet i Danmark. En trafik, der sjældent går den anden vej – faktisk har der aldrig været danskere på Sauerlands norske stævner, heller ikke da Kai Robin Havnaa boksede Arendal i marts. Til gengæld er der ikke tyske navne med denne gang i Horsens.
De skandinaviske kampe denne gang er norske den norske cruiservægter Havnaa vs. Levani Lukhutashvili fra Georgien (7-3, bokser normalt i letsværvægt) og svenske Joanna Ekedahl (8-0) vs. Jelena Janicijevic, Serbien (2-1). Jeg vil ikke gå ned i en dybere analyse af disse kampe, men Ekedahls kamp kan måske blive mere spændende end som så, for Janicijevic kommer fra to ganske fine sejre på udebane i Frankrig.
Køge – en by i Sverige ?
Promoter Hadi Hamane har de seneste måneder satset hårdt på at signe en lang række topnavne fra den svenske amatørverden. Udover de seks svenskere, der er med i Køge, har han nu endnu et par navne på kontrakt, og de skal efter planen i kamp ved en række stævner i Sverige efter sommerferien.
Hvorfor så Køge nu? Well, den enlige danske deltager ved stævnet, Wissam Khattar, er fra Køge, og han har tidligere, som amatør, været med til at arrangere bokseevents i byen. Khattar er som 36-årig ikke fremtidens håb, men måske han faktisk kan trække lidt lokalpublikum? Ellers er det svært ved at se meningen med dette stævne i Danmark.
Khattar vs. Oglic
Libanesisk-født Wissam Khattar har en solid amatørkarriere, selv om den var lidt on and off, siden han startede i 2000. Han har slået gode folk, selv om han aldrig nåede op i den allerøverste top. I 2014 boksede han såmænd en opvisningskamp mod ingen ringere end Brian Nielsen. Oglic har vi til gengæld ingen informationer om overhovedet, men det vil være en stor overraskelse, hvis han er en stor trussel
Chancefordeling: Ukendt
De seks kampe med svensk deltagelse er skåret over samme læst. Der er tale om svenske boksere med fine amatørkarrierer – de fleste har været svenske mestre – mod modstandere fra Balkanområdet, bortset fra en enkelt fra Letland. Og den lettiske bokser, som Mariusz Gnas skal møde, er den eneste der kan indikere reel modstand.