Man kan i høj grad diskutere den sportslige værdi af boksning vs. MMA kampe, men promotorer er åbenbart glade for krydsningen, og Quaestor Fight Night i Aabenraa den 4. juli får også sådan en kamp på programmet – denne gang efter bokseregler.
Q Pro Boxings afghansk-fødte nordmand Jamshid Nazari (4-0) møder nemlig den svenske MMA-kæmper Martin Bipouna i en kamp i letweltervægt over 6 omgange. 38-årige Bipouna har ikke tidligere bokset professionelt, og sidste år blev han slemt knockoutet ved et MMA-stævne i Danmark.
“Først og fremmest har jeg stor respekt for ham, fordi han har sagt ja til den her kamp inden for kort tid. Jeg har set nogle af hans kampe, og han er en hård fyr. Jeg har aldrig kæmpet mod en MMA-kæmper, men det bliver en udfordring, Men jeg er ret selvsikker og i god form. Jeg vinder selvfølgelig.” siger Jamshid Nazari i en pressemeddelelse.
Nazari startede sin profkarriere hos den spanske stald Maravillabox, men de har trukket sig fra det norske marked, så nu skal Nazari altså bokse for Q Pro Boxing. Han glæder sig til at bokse i Danmark.
“Jeg har kæmpet her som amatør, men dette bliver min første kamp her som professionel. Jeg elsker Danmark og ser frem til at kæmpe i Aabenraa. Jeg vil stå for den bedste kamp på aftenen,” siger Nazari.