The Undercard – uge 3-4

Nyheder fra hele verden i uge 3 og 4.

I Atlantic City, NJ, tabte Gary Russell (nu 31-2) ganske overraskende WBCs VM-bælte i fjervægt, da Mark Magsayo (nu 24-0) fra Philippinerne fik sejren på en majority decision, 115-113 hos sidedommerne Mark Consentino og Henry Grant og 114-114 hos Lynne Carter. Det er dog en væsentlig del af historien, at Russell fik skadet sin højre skulder i 4. omgang, og derfor kun kunne arbejde med venstren i resten af kampen, og den venstre og Russell’s gode defensive arbejde var altså ikke nok. Her er highlights:

I Warren, Ohio, forsvarede Ilunga Makabu (nu 29-2) fra DR Congo WBCs VM-titel i cruiservægt med en diskutabel split decision over Thabiso Mchunu (23-6) fra Sydafrika, To sidedommere så Makabu som vinder med 115-113 (Steve Weisfeld) og 116-112 (Jamie Garayua), mens Nathan Palmer havde 115-113 til Mchunu efter en kamp, hvir Mchunus kontraboksning så ud til at opveje Makabus ikke voldsomt effektive offensiv. Her er kampen:

På samme stævne forsvarede Trevor Bryan (21-0) fra USA WBAs “almindelige” VM-titel i sværvægt i en parodi på en VM-kamp mod den ukendte landsmand Jonathan Guidry (nu 17-1-2). En træt Guidry var en tur til tælling i 12. omgang, men inden da havde han givet en dårligt trænet Bryan overraskende modstand. Brian Kennedy (116-111) og Nathan Palmer (118-109) så Bryan som vinder, mens Steve Weisfeld scorede 115-112 til Guidry – havde clubfighteren Guidry vundet, ville det have været et nyt lavpunkt i sværvægtshistorien, selv om det ville have været lidt af en Rocky-historie. Her er kampen:

Diverse nyt
Som undisputed WBA Super/WBC Franchise/IBF/WBO-verdensmester i letvægt, er australske George Kambosos blevet et eftertragtet mål. Bob Arum of Top Rank prøver at overbevise Kambosos om, at exmesteren Vasyl Lomachenko er den rigtige modstander, mens Eddie Hearn og Matchroom forhandler med Kambosos-lejren om en kamp med WBC-mester Devin Haney. Uanset om det bliver mod Loma eller Haney, så Kambosos’ plan, at han skal bokse i Australien i maj – og seneste melding er, at forhandlinger om en Haney-kamp er gået i stå.

De to britiske tidligere verdensmestre Joe Calzaghe og Darren Barker er gået sammen om et managerselskab, International Sports Group. Endnu har duo’en ikke offentloggjort boksere i stalden. Her er et interview med Calzaghe:

Efter et avanceret spilfægteri op til et flere gange udsat purseoffer på kampen mellem WBCs sværvægtsmester, Tyson Fury, og hans mandatory udfordrer, Dillian Whyte, vandt Fury’s promotorer, Frank Warren og Bob Arum purseofferet. Warren var den officielle budgiver med godt 41 mio dollars, mens Whyte’s promoter, Eddie Hearn, bød godt 32 mio dollars.

WBC har sat pursesplit til 80-20 til fordel for Fury. Det har Whyte protesteret over. I dagene inden purseofferet var der forhandlinger om, at Whyte og Anthony Joshua kunne blive betalt for at træde til side for at lade Fury møde WBA/IBF/WBO-mester Oleksandr Usyk, men de forhandlinger faldt til jorden, selv om de angiveligt var tæt på. Usyk og Joshua står nu til at mødes i en rematch i foråret. Her er en reaktion fra Fury på purseofferet:

Det er endnu ikke lykkedes at finde en modstander til en IBF final eliminator i sværvægt til Filip Hrgovic. Michael Hunter, Luis Ortiz, Jpseph Parker takkede alle nej, inden franske Tony Yoka sagde ja. Men Yoka har en udsat kamp mod Martin Bakole, der skal bokses, så Bakole (nr. 15 på IBF ranglisten), protesterede. Agit Kabayel har angiveligt også sagt nej. Nu har IBF så spurgt Murat Gassiev og Andy Ruiz.

WBO-verdensmesteren i mellemvægt, Demetrius Andrade fra USA, har valgt at rykke en tur i supermellemvægt, fremfor at møde sin mandatory udfordrer, kazakhstanske Zhanibek Alimkhanuly. Han mister dog ikke umiddelbart titlen af den grund. WBO har nemlig udpeget Andrade til at møde engelske Zach Parker om Interim i titlen i supermellem, mens Alimkhanuly er udpeget til at møde brasilianeren Esquiva Falcao om Interim titlen i mellemvægt. Hvis Andrade vinder titlen i supermellem, får han 10 dage til at afgøre, om han vil blive i vægtklassen, eller rykke tilbage i mellemvægt og forsvare mod vinderen af Alimkhanuly vs. Falcao. Her taler Zach Parker om kampen mod Andrade:

Finske Edis Tatli har længe stået til at bokse om den ledige EBU EM-titel i letvægt mod italienske Gianluca Ceglia, og hans finske promoter havde vundet retten til at arrangere kampen, som blev udsat flere gange, senest til den 12. marts. Men nu er Tatli ude af kampen, og ifølge EBU skal Ceglia nu møde franske Yvan Mendy, og vinderen får så Tatli som mandatory udfordrer.

I sværvægt har de to tyske navne Marco Huck og Agit Kabayel et stykke tid stået til at mødes om den ledige EBU EM-titel. De blev angiveligt enige om kampen i starten af oktober, men det er endnu ikke lykkedes at arrangere den. Seneste melding er, at der sigtes mod en dato i foråret.

Kommende kampe
Den største kvindekamp i årevis er på plads: Irske Katie Taylor () forsvarer sine WBA/WBC/IBF/WBO VM-titler i letvægt mod Puertoricansk-fødte Amanda Serrano den 30. april i New York. Serrano er regerende WBC/WBO-verdensmester i fjervægt. Det bliver første gang nogensinde, at en kvindekamp bliver hovedkamp i den store hal i Madison Square Garden. Her er interviews med Taylor og Serrano:

Japanerne Masimichi Yabuki (13-3) og Kenshiro Teraji (18-1)mødes i en rematch den 19. marts i Kyoto. I deres første kamp, i september ’21, tog Yabuki noget overraskende WBC VM-bæltet i letfluevægt fra Teraji, og det skal Teraji altså prøve at vinde tilbage.

Roman “Chocolatito” Gonzalez (50-3) fra Nicaragua har fået ny modstander til sin kamp i San Diego, Calif., den 5. marts. Juan Francisco Estrada har på grund af corona måttet trække sig fra trilogi-kampen mod Chocolatito, der i stedet møder en anden mexicaner, Julio Cesar Martinez (18-1). Her træner Martinez til kampen:

Thailandske Panya Pradrabsri (37-1) skulle i den forløbne uge have forsvaret WBC verdensmesterskabet i minimumvægt mod landsmanden Chayaphon Moonsri (55-1, aka Wanheng Menayothin). Kampen er nu udsat til den 29. mart.

EBU Europamesteren i fjervægt, Karim Guerfi (30-5) skal den 27. februar i London forsvare bæltet mod engelske Jordan Gill (26-1-1). Her er et interview med Gill:

David Avanesyan (28-3-1) skal i marts, på en endnu ikke fastlagt dato, forsvare EBU EM-titlen i weltervægt i et frivilligt forsvar mod finske Oskari Metz (15-0).

De kommende tre uger
Lørdag i Phoenix, Arizona, mødes thailænderen Wikaksil Wangek (50-5-1, aka Srikaset Sor Rungvisai) og Carlos Cuadras (39-4-1) fra Mexico om den ledige WBC VM-titel i superfluevægt.

I Cardiff , Wales, skal amerikanske Claressa Shields (11-0) forsvare sin WBA/WBC/IBF VM-titler i mellemvægt mod slovenske Ema Kozin (21-0-1). Stævnets mandlige hovedkamp står også i mellemvægt, mellem Chris Eubank Jr. (31-2) fra England og walisiske Liam Williams (23-3-1). Her er et online pressemøde til kampen:

Søndag i Pavao del Sur på Philipinnerne skal Rene Cuarto (19-2-2) forsvare sin IBF VM-titel i minimumvægt i et philippinsk lokalopgør mod Pedro Taduran (14-3-1). Det er samtidig en rematch – Cuarto tog titlen fra Taduran for et år siden.

Derfra skal vi frem til lørdag den 19. februar før der er storkamp i Manchester. Her mødes de engelske weltervægtere Amir Khan (34-5) og Kell Brook (39-3) i et opgør, der burde have været bokset for adskillige år siden. Her træner Khan med Terence Crawford, der jo har besejret Brook:

Kommentarer