Nyheder fra hele verden i uge 6.
I Allentown forsvarede Gary Russell Jr. (nu 31-1) WBCs VM-bælte i fjervægt mod Tugstsogt Nyambayar (nu 11-1) fra Mongoliet. Det blev dog en noget hårdere opgave end dommersedlerne indikerede. David Bilocerkowec havde 118-110, John McKaie havde 117-111 og Glenn Feldman havde 116-112, men ifølge punchstats landede Russel kun 12 træffere mere end Nyambayar, 134 mod 122, i en kamp hvor Russell trods alt var lidt smartere end Nyambayar. Her er interviews med Russell og Nyambayar:
På samme stævne i Allentown vandt cubanske Guillermo Rigondeaux (nu 20-1) en split decision over Liborio Solis (nu 30-6-1), og erobrede dermed den ledige WBA “almindelige” VM-titel i bantamvægt. Den rigtige WBA mester er Naoya Inoue. Det var ikke nogen ophidsende kamp, selv om kampleder Benjo Esteves valgte at tælle over Solis i 7. omgang.. Ron McNair havde 116-111 og Kevin Morgan havde 115-112 til Rigo, mens Don Ackerman havde 115-112 til Solis. Her er et interview med Rige efter kampen:
Azerbadjansk-ukrainske Artem Dalakian (nu 20-0) måtte hjemme i Kiev kæmpe for forsvare WBAs VM-bælte i fluevægt mod Josber Perez (nu 17-3) fra Venezuela. Dalakian startede ellers med dominans, men Perez kom bedre med i midten af en nogen uren kamp. Cifrene var 118-110 og 2 x 117-111. Her er kampen:
I Panama City forsvarede puertoricanske Wilfredo Mendez (nu 16-1) sin WBO VM-titel i minimumvægt ved at stoppe colombianeren Gabriel Mendoza (nu 30-7-2) efter 1:28 af 9. omgang, efter en ret ensidig kamp.
Diverse nyt
Alt tyder på, at Anthony Joshua’s IBF mandatory titelforsvar i sværvægt mod bulgarske Kubrat Pulev skal bokses på Tottenhams stadion i London i juni. Rygter taler om, at promoter Eddie Hearn helst ville have arrangeret kampen i et af de adskillige lande, der har budt store beløb for at få begivenheden, men Joshua har selv krævet, at kampen skulle bokses hjemme i England. Her taler Hearn om blandt andet den kamp:
Det trækker tilsyneladende ud med at få den planlagte unification i letvægt på plads. Der var tale om, at WBA/WBC/WBO-verdensmester Vasyl Lomachenko skulle møde IBF-mester Teofimo Lopez i april, men nu er den skubbet, og den kan ende i juni.
Japaneren Kosei Tanaka har opgivet sin WBO VM-titel i fluevægt. Han kan ikke længere klare vægten, så han satser på superfluevægt.
Den tidligere WBA-verdensmester i letmellemvægt, Austin Trout, er nu rykket ned i weltervægt. i håbet om en ny VM-chance.
De kontroversielle japanske Kameda brødre, Koki, Daiki og Tomoki, har vundet en retssag mod det japanske bokseforbund. Brødrene blev for nogen år siden udelukket fra at bokse hjemme i Japan, og retten har afgjort, at forbundet skal betale brødrene erstatning for tabt arbejdsfortjeneste – dog langt fra så meget, som Kameda-familien havde krævet.
Mange havde vel regnet med, at Arthur Abrahams aktive karriere var definitivt slut. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Abraham taler igen om, at han gerne vil møde det ligeledes aldrende tyske navn Felix Sturm.
Kommende kampe
Én af de meste spændende britiske sværvægtskampe i årevis er nu officiel. Promoter Frank Warren sætter sine to ubesejrede sværvægtshåb, Daniel Dubois og Joe Joyce, op mod hinanden i O2 Arena den 11. april. Her er klip fra pressemødet:
Shakur Stevenson (13-0) fra USA skal forsvare sin WBO VM-titel for første gang den 14. marts i New York. Han møder Miguel Marriaga (29-3). Her er lidt fra Stevensons træning:
Italienske Luca Rigoldi (22-1-2) forsvarer EBUs EM-bælte den 27. marts i Verona, Italien. Han møder engelske Gamal Yafai (17-1) på et Matchroom/OPi stævne. Her taler Yafai om blandt andet den kamp:
EBUs Europamester i weltervægt, russiske David Avanesyan (26-3-1), skal forsvare det blå bælte den 28. marts i London. Her møder han englænderen Josh Kelly (10-0-1). Her taler Kelly om kampen:
De kommende to uger
Den kommende lørdag skal amerikanske Caleb Plant (19-0) i Nashville forsvare IBFs- VM-titel i supermellemvægt mod tyskeren Vincent Feigenbutz (31-2). Her taler Plant om kampen og mulighederne i vægtklassen:
Ugen efter er en noget større kamp på programmet, når WBC-verdensmesteren i sværvægt, Deontay Wilder (42-0-1) sætter bæltet på spil i en rematch mod engelske Tyson Fury (29-0-1). Her er klip fra et pressemødet:
Kampen bokses i Las Vegas, og på samme stævne skal den meget aktive WBO-verdensmester i superbantamvægt, Emanuel Navarrete (30-1) forsvare titlen mod den internationalt ukendte philippiner Jeo Santisima (19-2). Det bliver Navarrete’s femte titelforsvar på ni måneder.