Thorslund første danske bokser i den nuværende Madison Square Garden

Når WBC/WBO-mester Dina Thorslund går i ringen til sin unification mod IBF-mester Shurretta Metcalf, bliver det første gang, a6 en dansk bokser optræder i den nuværende udgave af Madison Square Garden. Kun sværvægteren Knute Hansen har bokset i en tidligere udgave af arenaen.

Den første udgave af Madison Square Garden åbnede i 1879, tæt på den nuværende beliggenhed. Den anden udgave åbnede i 1890, og den blev 1925 afløst af den tredje udgave. I 1926 og 1927 boksede den danske sværvægter Knute Hansen 3 gange i denne tredje version af Madison Square Garden, som holdt indtil 1968.

I den tredje udgave mødtes Rocky Marciano og Joe Louis i 1951. Sugar Ray Robinson boksede der adskilige gange. Floyd Patterson, Carmen Basilio, Rocky Graziano, Jake LaMotta og mange flere var på plakaten.

Den nuværende Madison Square Garden blev indviet den 11. februar 1968, og den har været hjemmebane for flere af New Yorks store hold i basketball og ishockey, foruden arena for andre sportsgrene, koncerter og lignende.

Det første store boksestævne i den nye Madison Square Garden fandt sted 4. marts 1968. I hovedkampen forsvarede italieneren Nino Benvenuti sin VM-titel i mellemvægt mod amerikaneren Emile Griffith, mens Joe Frazier i sværvægt vandt New Yorks boksekommissions udgave af verdensmesterskabet i sværvægt ved stoppe Buster Mathis.

Siden fulgte en lang række af boksehistoriens store kampe. Den 8. marts 1971 forsvarede Joe Frazier det ubestridte verdensmesterskab i sværvægt i ”århundredet kamp” mod den tidligere mester Muhammad Ali. De to mødtes igen samme sted, da Ali vandt deres første rematch.

Muhammad Ali havde allerede optrådt i den tidligere udgave af arenaen, og han boksede udover Frazier-kampene yderligere nogen gange i den nye arena, mod Oscar Bonavena, Floyd Patterson og Earnie Shavers. George Foreman boksede nogen af sine første kampe der.

Roberto Duran vandt i 1972 sin første VM-titel med en sejr over skotske Ken Buchanan, og han led senere samme år sit første nederlag i arenaen, mod Esteban DeJesus, og siden boksede han en lille håndfuld gange der. Den mangeårige verdensmester i mellemvægt, Carlos Monzon, forsvarede 1975 sin VM-titel mod Tony Licata.

I 1979 forsvarede Larry Holmes sin VM-titel mod Mike Weaver.I 1991 tabte Sugar Ray Leonard til Terry Norris. Oscar de la Hoya boksede der to gange. Lennox Lewis og Evander Holyfield boksede uafgjort i 1999. I 1985 sluttede Ken Nortons karriere i The Garden, da han blev slået ud af Gerry Cooney.

Selv om New York blev overhalet af Las Vegas (og en overgang Atlantic City), blev der stadig bokset store kampe i den ikoniske bygning. I 2001 vandt Bernard Hopkins over Felix Trididad. 2008 sluttede Joe Calzaghe sin ubesejrede karriere med at slå Roy Jones Jr. i The Garden.

Og Mike Tyson, Naseem Hamed, Wladimir Klitschko, Anthony Joshua, Canelo Alvarez, Vasyl Lomachenko, Gennady Golovkin har bokset der. Floyd Mayweather Jr. er vel en af de få helt store stjerner, der IKKE har.

Kommentarer