Thorslund: Sidste kamp i Danmark ?

Når Dina Thorslund den 25. februar i Holstebro forsvarer sin VM-titel, så kan det blive Thorslunds sidste kamp på dansk grund, i hvert fald foreløbig. Sigtet er rettet mod udlandet og større kampe, siger træner Thomas Madsen til Dagbladet Holstebro-Struer.

”Det er de store kampe i udlandet, der driver Dina. At hun kan blive den første dansker til at vinde mange af dem. Vinder hun til februar, skal hun til udlandet og bokse. Det er svært at arrangere den slags kampe i Danmark, så denne her kamp er formentlig den sidste kamp i Danmark. Pengene og oplevelserne i USA og England er bare langt større,” siger Thomas Madsen til Dagbladet Holstebro-Struer.

At skaffe en modstander til stævnet i Holstebro har været en udfordring, der har taget måneder, inden det lykkedes med Debora Anahi Lopez.

”Det har simpelthen været pissetræls. Vi har spurgt alle i top ti i Dinas egen vægtklasse, og er blevet afvist alle gangene. Vi har også spurgt dem i vægtklassen over, og vi har fået det samme svar. Vi har måtte få forbundet til at hjælpe, som så har budt ind med hende her,” fortæller Thomas Madsen.

Kilde: Dagbladet Holstebro-Struer, Foto: Boksenyt
Kommentarer