Thorslund-træner: Andre vi hellere havde mødt

Der blev sendt en del tilbud ud i verden, inden venezuelanske Niorkis Carreno sagde ja til en kamp mod Dina Thorslund den 9. april i Holstebro. Det omfattede også vægtklassens andre verdensmestre, så Thomas Madsen, der både er træner for Thorslund og matchmaker på stævnet, var på overarbejde, da kampen skulle laves. Det fortæller han til Dagbladet Holstebro-Struer.

“Der var et par andre, vi måske hellere ville have mødt, men som vi ikke kunne få lavet en aftale med. Hvis ikke de vil møde Dina, så er der ikke ret meget, vi kan gøre. Vi kan ikke tvinge dem i ringen,” siger Thomas Madsen til Dagbladet Holstebro-Struer.

I sidste ende er han dog tilfreds med matchningen mod Carreno, hvis to nederlag begge var i VM-kampe, og Thomas Madsen bemærker ikke mindst de mange knockouts på rekordlisten for Carreno, der har tilnavnet La Bachaca (et lokalt ord for hendes blandede etnicitet).

“Der er altid nogle ting, der skal gå op med både tv, forbundene og så videre, men vi er rigtig glade for den kamp, vi er endt ud med. Niorkis Carreno er en eksotisk modstander med en god rekordliste. Hun er en lille og tæt bokser med en frygtelig masse knockouts, som stilmæssigt minder meget om Dina – med det forbehold at vi tror på, Dina er den bedste af de to,” vurderer Thomas Madsen.

Kilde: Dagbladet Holstebro-Struer, Foto: KGZ Fougstedt
Kommentarer