Zaren: Min tid skal nok komme

Oliver Zaren vandt lørdag i Gilleleje sin anden professionelle sejr. Men han har ikke travlt med opbygningen, så han ser ikke titelkampe lige om hjørnet.

“Jeg tænker, at vi stille og roligt skal bygge mig op et skridt af gangen. Min tid skal nok komme. Jeg tænker ikke på nogen titelkamp i den nærmeste fremtid.  Det er klart, at jeg gerne vil vinde en titel en dag, men lige nu vil jeg bare gerne have så mange kampe som muligt. Resten skal nok komme,” siger Oliver Zaren i en pressemeddelelse.

I Gilleleje mødte han i Attila Orsos en mand, der inden kampen var foran ham på BoxRec, så han havde respekt. Kampen blev dog ikke specielt hård for danskeren.

“Jeg synes, det var en succes. Jeg boksede som mine trænere og jeg havde aftalt og jeg fulgte planen fra start til jeg afsluttede kampen i anden omgang. Det kunne ikke være gået meget bedre. Jeg fortalte mig selv, at jeg skulle forvente det værste og håbe på det bedste. Jeg vidste han var god, men jeg vidste også, hvordan jeg skulle slå ham. Da jeg havde ham nede i første omgang, vidste jeg, at jeg var i kontrol. Jeg ville dog gå en omgang mere med ham, og så afsluttede jeg det i anden omgang,” siger han.

Foto: Boksenyt
Kommentarer