Den russisk-fødte tyske fjervægter Elina Tissen (23-2) vil gerne møde Dina Thorslund. Det melder hun klart ud med en udfordring på Facebook.
“Er du klar til at møde mig? Hvis du vil møde mig, kan I ringe til min manager. Men Nisse fortæller, at du er bange for at møde mig, hvorfor?,” skriver Tissen på Facebook.
Tissen har ikke tabt en kamp siden 2008, og hun er fjervægtsmester i de små forbund GBU og WIBF. De titler forsvarede hun senest på et Sauerlandstævne i 2018, mod Nina Meinke som Sauerland ellers var ved at satse på – og promoter Nisse Sauerland har angiveligt vist interesse for at lave Tissen vs. Thorslund i Tyskland.
Thorslunds træner, Thomas Madsen, melder dog klart tilbage, at Thorslund-lejren ikke er interesseret i kampen, hvis ikke Tissen har VM-titler i de fire store forbund at byde på.