Landsholdsbokseren Jacob Bank bliver professionel hos TK Promotion. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
“Jeg har fået flere henvendelser om at blive professionel, men har hver gang sagt nej tak. Denne gang ser der meget mere spændende ud, og det kunne jeg ikke sige nej til. Jeg kan stadig bokse som amatør ved siden af prof-boksningen, og det fortsætter jeg med. Jeg repræsenterer Kolding Bokseklub, hvor Arben Lika netop er startet som cheftræner sammen med Lars Fibert,” siger Jacob Bank til Vafo.dk.
Bank skal debutere på stævnet i Struer den 26. september, hvor Dina Thorslund bokser VM-kamp. Han vil stadig bokse som amatør, sideløbende med profkarrieren, og han skal bokse landskamp i Vejle den 12. september.
Han skiftede sidste år fra BK Vitus Horsens til BK Wedala i Vejle. Han blev både dansk og nordisk U19 mester i 2019, hvor han også vandt guld i den spanske Boxam turnering. Ved EM i Bulgarien tabte han dog sin første kamp.