Cetin-lejren ville have Thorslund-kamp til Tyrkiet

Godt en uge før den planlagte VM-kamp mod Dina Thorslund fik tyrkiske Seren Cetin en øjenskade, der ifølge WBC gør, at hun ikke kan bokse kampen. Alligevel kom Cetin og hendes team til Danmark for først at få kampen aflyst et par dage før.

Den manøvre var der tilsyneladende en plan med. For den tyrkiske lejr ville have kampen bokset senere – i Tyrkiet. Det på trods af at promoter Bettina Palle havde vundet kampen i et purseoffer, hvor tyrkerne slet ikke bød.

“Hun har fået en flænge i sidste uge, og kommer så herop og vil gerne have os til at skrive under på, at vi skal bokse kampen i Tyrkiet i stedet. De prøver med andre ord at presse os til at tage til hendes hjemland, så hun kan bokse på hjemmebane,” fortæller Thomas Madsen til Dagbladet Holstebro-Struer.

I kulissen af det spil lurer åbenbart den kontroversielle tyrkisk-tyske promoter Ahmet Öner (til højre på billedet sammen med WBC-præsident Mauricio Sulaiman). Öner er også ankommet til stævnet i Danmark.

Öner er en god ven af Mauricio Sulaiman. Samtidig er Seren Cetin’s træner/promoter Serdar Avci forlovet med Oksana Semenishina, der er ansat som international sekretær og bestyrelsesmedlem hos WBC. Semenishina er født i Litauen, men bor i dag i Istanbul.

Thorslund-lejren oplevede da også WBC som en modspiller i det bemærkelsesværdige forløb i valget af officials. WBC har allerede tilkendegivet, at Cetin trods afbuddet stadig er mandatory til Thorslund.

Kommentarer