Ditlev Rossing må afvise VM-kamp

Ditlev Rossing er endnu ikke rangeret på WBAs verdensrangliste, og han er nr. 62 på Boxrec i cruiservægt. Alligevel er Rossing ifølge en pressemeddelelse fra Danish Fight Night blevet tilbudt en kamp mod WBA’s Super mester, Arsen Goulamirian – et tilbud han dog har måttet takke nej til, da han stadig er ved at komme sig efter en håndoperation.

“Det er kæmpestort. Det er selvfølgelig rimelig ærgerligt, at tilbuddet kommer nu, når jeg går rundt med en skadet og opereret hånd. Jeg får først grønt lys til at kunne slå med hånden den 27. december, så jeg ville slet ikke have mulighed for at forberede mig op til kampen. Men jeg ser det som en kæmpe cadeau og et klap på skulderen, at jeg får sådan et VM-tilbud så tidligt i karrieren. 

Det er det, som jeg træner for og arbejder benhårdt for at nå. Hvis jeg kunne slå med min hånd og træne på fuld kraft, så havde jeg selvfølgelig taget kampen. Det her lukker også munden på dem, der siger, at jeg ikke kan nå til tops. Det her viser, at det ikke er spørgsmål, om det kommer til at ske, men kun et spørgsmål om, hvornår det kommer til at ske,” siger Ditlev Rossing ifølge pressemeddelelsen.

Ifølge franske L’Equipe skal Goulamirian forsvare sin titel mod den amerikansk-baserede moldaver Constantin Bejenaru (14-0) den 28. december i Marseilles. Bejenaru er nr. 22 på BoxRec, og rangeret som nr. 8 hos WBA. 35-årige Bejenaru har ifølge L’Equipe som amatør vundet medaljer ved EM og EU-mesterskaber, og han har bokset World Series of Boxing.

Kilde: Danish Fight Night Facebook, Foto: Ditlev Rossing Facebook
Kommentarer