Hrgovic: Jeg ser frem til at bokse i Danmark

I Danmark er Filip Hrgovic kun kendt i boksecirkler, selv om han som amatør blev Europamester og i 2016 vandt bronze ved OL. Blandt følgere af professionel sværvægt er den 28-årige kroat imidlertid ét af de nye navne, der bliver holdt øje med, i selskab med folk som Joe Joyce, Tony Yoka og Daniel Dubois.

Ubesejrede Hrgovic (10-0) har som så mange andre været i hi på grund af corona-krisen, og det bliver i en decideret holde-i-gang kamp, at han går i ringen i Struer den 26. september. Og det glæder ham igen at få lidt kamptræning.

“Jeg har ikke bokset i 10 måneder. Jeg er nødt til at være aktiv, jeg behøver kampe, så det er vigtigt for mig snart at bokse. Jeg ser frem til at bokse i Danmark, der har jeg aldrig været. Jeg har bokset i mange lande rundt i verden, men aldrig i Danmark, så jeg glæder mig til at erobre nyt territorium,” Filip Hrgovic i en pressemeddelelse.

Kampen i Struer skal så være en opvarmning til en kamp i USA kort efter.

“Hvis denne kamp går godt for mig, så bokser jeg igen i USA. Så jeg har to kampe planlagt på to måneder. Hvis alt går efter planen der, så håber jeg at komme i kamp igen, inden udgangen af 2020. Jeg mener, at jeg er den bedste i verden, men jeg tager denne kamp alvorligt, og jeg forbereder mig, som jeg skulle bokse om et VM,” siger Hrgovic.

Det er så ikke nogen verdensmester, Hrgovic skal møde i Struer. 36-årige Ondrej Pala (33-5) har ikke været i en professionel ring, siden engelske David Price slog ham ud i Esbjerg i 2014. I mellemtiden er det blevet til et par amatørkampe, men det er næppe en toptunet tjekke, der kommer til Danmark.

I hans bedste periode, for 10-12 år siden, slog han folk som Henry Akinwande, Konstantin Airich og Alex Mazikin. Men det er altså et par år og nogen nederlag siden. Dereck Chisora slog ham for eksempel i 2013. Han vil da heller ikke love for meget.

“I min karriere har jeg proklameret dusinvis af forudsigelser, og det har jeg fået nok af. Alt hvad jeg har tænkt mig at sige, bliver sagt efter den første klokke. Jeg elsker denne sport, og jeg kommer for at kæmpe,” siger Pala.

Foto: Team Sauerland
Kommentarer