Jeppe Møller Christensen boksede senest i juni sidste år. En håndskade holdt ham ude af oktoberstævnet. Men der var også andre grunde til, at det var tæt på at blive karrierestop, fortæller han til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Huskøb i februar 2023, et nytilkommet barn, Jax, to måneder senere, og samtidig et jobskifte. Så var det hele ved at blive for meget på en gang for 28-årige Møller.
”Så jeg sagde stop. Det blev for meget. Vi har Jax, som fylder utroligt meget for mig. Der skulle laves ting på huset her i Ringkøbing, men samtidig trænede jeg hele tiden, og det tog en masse tid, som jeg følte, jeg skulle bruge på noget andet,” siger Jeppe Møller Christensen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
TK-stævnet i Kolding fik ham imidlertid på andre tanker.
”Jeg var med til TK Promotions Fight Night i Kolding i februar. Jeg var med inde omkring nogle af kampene, og pludselig kunne jeg bare mærke, at savnet blev for stort. Så nu er jeg i gang igen for fuld kraft,” fortæller 28-årige Jeppe Møller Christensen.
Møller skal i ROFI Centret i Ringkøbing lørdag aften møde argentineren Angel Gustavo Schmitt.