Abdul Khattab har skrevet kontrakt med promoter Thomas Møllenberg og Q Pro Boxing, og han fortsætter sin karriere i stalden, fortsat med Mikkel Kessler som træner.
“Jeg ville gerne skrive under med en dansk promotor, og Q Pro Boxing kom på banen med nyt blod. Det bliver rigtig godt, og jeg glæder mig til samarbejdet. Mikkel betyder meget for mig og min karriere, så det er en ære at han er med mig i ringhjørnet og at jeg stadig kan arbejde sammen med ham,” siger Khattab i en pressemeddelelse.
På sigt er målet ikke overraskende titelkampe, men i første omgang vil Khattab blot have kampe.
“Jeg håber på en titelkamp i slutningen af året eller starten af næste år. Men jeg har ikke sat mig for hvilken titel. Lige nu skal jeg bare have nogle kampe, og kæmpe mig op på ranglisten,” siger han.
Thomas Møllenberg glæder sig over at kunne præsentere endnu et navn i Aabenraa i juli.
“Jeg er glad for, at det lykkedes os at hente et så stort talent som Abdul ind i vores stald. I sær i Struer tilbage i januar så vi, hvor stort et talent Abdul har, da han vandt over Sauerland-talentet Oliver Flodin. Det var en flot præstation,” siger Thomas Møllenberg i pressemeddelelsen.
Team Sauerland havde ellers ifølge forlydender en option på en kamp med Khattab, efter sejren over Flodin, og det var på tale, at han skulle bokse mod en tysk modstander i Horsens.