Mahdi Jallaw møder georgier i Næstved

Det bliver georgieren Mikheil Gabinashvili (9-40-3), der skal krydse næver med Mahdi Jallaw (3-1-1) den 7. oktober i Arena Næstved. Stævnets hovedkæmper, Kem Ljungquist, glæder sig over at have Jallaw på undercardet. Den tidligere U15 og U17 Europamester boksede også på det seneste Ljungquist-stævne, da i en uafgjort DM-kamp mod Payman Akbari.

“Jeg er glad for, at Mahdi Jallaw igen er klar på at bokse på vores stævne. Vi har et godt samarbejde med hans management JSJ Boxing, og vi ønsker at hjælpe dem med at indfri de drømme, de selv og Mahdi har. Mahdi er en meget dedikeret og dygtig bokser, som har en særlig evne til lynhurtigt at læse sin modstander. En stort talent som hans meritter også bevidner,” siger Kem Ljungquist i en pressemeddelelse.

26-årige Gabinashvilis rekordliste indikerer, at han er ganske hårdfør. Han er kun blevet stoppet to gange i 40 nederlag, og han vinder jævnligt omgange mod habile modstandere på udebane. Og han har lavet et par små overraskelser på udebane i Frankrig og Belgien. Han er i skrivende stund nr. 808 i letvægt på BoxRec, hvor 23-årige Jallaw er nr. 702.

Kommentarer