Sarah Mahfoud trådte sine første boksesko i Hillerød, og hun glæder sig til at kunne bokse i den nordsjællandske by i forbindelse med HSK Box Cup den 12. oktober i FrederiksborgCentret.
“Jeg har trænet hårdt til denne kamp ligesom til alle andre kampe. Alle kampe, synes jeg, er lige vigtige. For hvis jeg taber en enkelt kamp, mister jeg mine rangeringer, så der er aldrig noget, der er nemt eller bare en træningskamp. Det hele er alt eller intet hver eneste gang. Min modstander den 12. oktober vil jo meget gerne vinde over mig, især når jeg ligger så højt oppe på ranglisterne. Hun kommer med alt, hvad hun overhovedet har, så jeg vil på ingen måde undervurdere hende,” siger hun.
Dominansk-spanske Enerolisa de Leon (5-2-2) har aldrig slået en modstander med en positiv rekordliste, og hun er da i skrivende stund blot nr. 67 på BoxRec, ud af 155 rangerede fjervægtere. Men Mahfoud vil ikke lade sig lokke i fælden.
“Jeg skal i hvert fald passe på med at lade min venstrehånd falde ned, for hun har en farlig højre, som hun kaster fremad, og den skal jeg i hvert fald ikke løbe ind i. Hun holder et meget højt pres og går meget fremad. Hun virker meget eksplosiv, så det er bestemt ikke nogen nem modstander, som jeg får. Men det skal jeg heller ikke have. Jeg skal have en bokser, som giver noget modstand på et højt niveau, så jeg kan blive helt klar til den næste meget vigtige kamp,” lyder meldingen.