Det var det første titelforsvar for Sarah Mahfoud (nu 11-0), og faktisk samtidig hendes første rigtige IBF VM-kamp. Modstanderen var mandatory udfordreren Nina Meinke (nu 12-3), som indledningvist ikke boksede voldsomt aktivt, så Mahfoud fik lov til at dominere med aktivitet.
Meinke gik med tyske parader, og poserede en del med finter ud i luften, men det holdt også Mahfoud fra at være særligt aktiv. I 3. omgang fik Mahfoud gode træffere ind både højt og dybt, og Meinke fik ikke brugt sin fysik i nærkamp. Mahfoud spoilede fornuftigt i infight. Meinke havde sin små momenter, men Mahfoud landede de klareste træffere.
Mahfoud øgede bevægeligheden i 5. omgang, og selv om Meinke fik enkelte venstre kryds ind, så var Mahfoud mest aktiv på hænderne, og hendes jabs og højre kryds landede jævnligt. I 6. omgang fik Meinke dog skruet tempoet op, og Mahfoud virkede en smule træt.
Også i 7. omgang var Meinke den aggressive og mest aktive. I 8. omgang lykkedes det Mahfoud bedre at styre udefra og spoile Meinke i infight, og det mønster fortsatte i 9. omgang, selv om omgange stadig var tætte.
I 10. omgang lykkedes kontraboksningen for Mahfoud, mens Meinke kastede en sidste offensiv ind, og den danske pointsejr så ud til at blive sikret. Norbert Dürnberger 96.94 og Rene D. Larsen og Ammar Sakraoui 97-93.