Det var selvsagt en glad og stolt Sarah Mahfoud, der dagen derpå gjorde status efter IBF Interim VM-kampen på Frederiksberg. Men samtidig var hun ifølge TV2 Sporten overrasket over, at argentinske Brenda Carabajal viste sig som en nemmere modstander end ventet.
“Jeg blev faktisk ret overrasket. Jeg havde regnet med, at hun ville komme ind og give mere modstand og være mere aggressiv. Det virkede til sidst ikke rigtigt som om, at hun havde lyst til at være der. Eller også blev hun frustreret, og det gjorde mig jo bare mere glad, mens jeg var inde i ringen, så det passede mig egentlig fint at kunne se det i hendes blik,” siger Sarah Mahfoud til TV2 Sporten.
Carabajal (billedet) var selv absolut heller ikke tilfreds med sin indsats.
“Jeg tabte. Det var ikke en god nat. De ting, vi arbejdede på, kom ikke ud, jeg fandt ikke afstanden. Jeg blev skadet fem dage før kampen med en fiberskade i hælen. Det undskylder ikke nederlaget, og jeg gav stadig, hvad jeg havde,” skriver Carabajal på Facebook.