Mock måtte lægge ryg til pointnederlag

Lolenga Mock (nu 42-16-1) startede – som han ofte gør – langsomt i aftenens kamp mod argentinske  Mateo Veron (nu 28-21-3), og den hurtige argentiner fik lov til at finde sin afstand i 1. omgang.

I 2. omgang begyndte Mock langsomt at sætte tempoet op, men han blev også ramt på vej ind, og en enkelt gang tilsyneladende rystet. Mock prøvede en offensiv i starten af 3. omgang, men Veron flyttede sig fra de værste problemer, og han kom igen ind i kampen.

Mock havde lidt svært ved at få rigtigt ram på den bevægelige argentiner, og den store forskel i BoxRex rangeringer kom ikke rigtigt til udtryk i kampens gang. Lumumba Boy havde svært ved at få hænderne til at køre, mens Veron adskillige gange havde godt held med kontraer, når Mock kom fremad.

I 6. omgang så Veron for alvor ud til at have fået mod på det, og han ramte Mock en del, samtidig med at han formåede at ødelægge Mocks boksning i infight. Mock prøvede at sætte hårdt pres på i 7. omgang, men han havde stadig svært ved at være rigtigt effektiv.

Det blev til en del bryderi i 8. og sidste omgang, hvor Mock desperat prøvede at få afgjort kampen. Det lykkedes ikke, for Veron fik en klar sejr på 78-74 hos alle tre sidedommere, Rene Dreyer Larsen, Jan Christensen og Per K. Hansen.

Foto: Boksenyt
Kommentarer