Morell med ny fysisk træner

Der vil være gået 9 måneder siden sidste kamp, når Jeppe Morell den 15. juni går i ringen i Randers. Den pause er blevet brugt til at arbejde videre med en ændring af Morells boksestil, hvor træner Thomas Povlsen (9-2) har fået hjælp af den amerikanske fysiske træner Simon Stewart – og Morell har også lige været på træningsophold i London.

“Vi har løbende forsøgt at ændre hans boksestil, så han bliver mere bevægelig og går mere mod højre, i stedet for at han som hidtil er buldret frem mere lige på. For at det kan lade sig gøre, kræver det, at han har fysikken til de eksplosive ryk, og at kroppen kan bevæge sig på den rigtige måde,” forklarer Thomas Povlsen til JP Aarhus.

Foromtalen af stævnet lægger op til, 29-årige Povlsen skal bokse det, der godt kan blive en make-or-break kamp i Randers. Den kamp er ikke offentliggjort, så der er stadig frit spillerum for gæt i alle retninger – for eksempel om det kan blive en rematch mod den svenske IBO-verdensmester Sven Fornling, der netop har startet træningen til et titelforsvar. Thomas Povlsen mener, at springet skal tages nu.

“Han har bokset i mange år og har også en alder, hvor det skal være nu her, han skal vise, hvad han kan. Selvfølgelig er det altid godt lige at få en kamp at gå i gang på, men med de ambitioner, han har, skal man også tage nogle kampe, når de kommer,” siger Thomas Povlsen.

Kilde: Jyllands-Posten.dk/Aarhus
Kommentarer